Nej tak til fotovogne som pengemaskiner

Rigspolitiet tog søndag hul på at firedoble antallet af fotovogne – de såkaldte ATK-vogne – på de danske veje. Tidligere havde politiet 25 vogne – men nu er der 100 af slagsen. Regeringens plan er, at de mange nye fotovogne skal inddrive ikke mindre end 600 millioner ekstra bødekroner alene i 2015.

I stedet for fotovogne ville det dog nok have været en endnu bedre idé, at vi opstillede stationære fotofælder på særligt farlige steder, hvor børn eller ældre var udsatte. Så kunne bilisterne i de områder være sikre på, at de blev fældet, hvis de ræsede rundt i de områder.

De nye fotovogne bliver udstyret med moderne udstyr, som blandt andet skal sikre, at politiet ikke skal kassere så mange billeder på grund af dårlig kvalitet. Det lyder ganske plausibelt. Hvis der endelig er nogen, der overtræder reglerne, skal de selvfølgelig straffes.

Fotovogne kan i det hele taget være en ganske udmærket idé på særlige strækninger, hvor det er nødvendigt at højne sikkerheden. Det kunne eksempelvis være, at der var behov for mere stille og rolig trafik i nærheden af børnehaver og skoler, hvor mange børn begiver sig rundt, eller ved store plejehjem, hvor vores ældre går og nyder det friske vejr.

Problemet er dog, som jeg ser det, at de mange nye fotovogne mere ligner pengemaskiner end en sikkerhedsforanstaltning. Det er, som om regeringen har glemt, at det handler om sikkerhed og ikke om penge.

Alene det, at regeringen i sin økonomiske plan har kalkuleret med at inddrive 600 millioner kroner ekstra i fartbøder i år signalerer, at der tænkes penge for sikkerhed. Det er ejendommeligt, at man budgetterer med 600 millioner årligt. Hvis man mente, at fotovognene ville have en præventiv effekt, skulle beløbet jo falde år efter år – og helst ende på nul kroner. Målet må jo være, at vi ikke inddriver flere penge i fartbøder – men at vi sænker danskernes fart i de områder, hvor der er mest brug for det.

Jeg synes, vi skal droppe pengemaskine-tænkningen imod de danske bilister og i stedet koncentrere os om stationære maskiner i de mest udsatte områder.