Danskerne vil have Dansk Folkeparti i regering

Dansk Folkeparti har udsigt til at blive en af de helt store vindere ved det kommende folketingsvalg, og i så fald bør partiet gå med i en eventuelt kommende blå regering.

Det mener over halvdelen af danskerne ifølge en ny Megafon-måling foretaget for TV 2 og Politiken. Næsten lige så mange mener samtidig, at partiet vil få større politisk indflydelse ved at sidde med i en regering end ved at stå uden for.

Kun 28 procent af de adspurgte mener ikke, at Dansk Folkeparti bør gå i regering, til trods for at meningsmålinger på stribe spår partiet til omkring 20 procent af stemmerne.

Hidtil har partiet selv været afvisende, når snakken er faldet på en mulig plads i en kommende regering, men partiet skal være velkommen, lyder det fra Venstre.

- Jeg mener bestemt, at Dansk Folkeparti er regerings-dueligt, men jeg har forstået på dem, at de ikke vil med i regering. Men jeg vil også sige det sådan, at vi ekskluderer ingen på forhånd, siger Venstres politisk ordfører Inger Støjberg til TV 2 NEWS.

Det er både blå og røde vælgere, der mener, at DF bør tage regeringsansvar, hvis valgresultatet falder ud, som prognoserne lige nu tegner.

- Jeg tror det er tegn på, at danskerne ser blå hold som et samlet hold, og det kan jeg kun betragte som positivt. Men nu skal vi først have afholdt valget. Inden da, er det alt for tidligt at lege bogstavleg, siger Inger Støjberg.

Hele 55 procent af Dansk Folkepartis egne vælger erklærer sig enige i, at partiet bør gå i regering. 30 procent af partiets vælgere er imod.

Målingen får dog ikke Kristian Thulesen Dahl til at skifte mening, og partiets vælgere skal derfor ikke regne med at se DF i regering.

- Nej, det kan jeg ikke love dem. Vores helt afklarede holdning er, at vi skal være der, hvor indflydelsen er størst. Det er først i det øjeblik, at de partier, vi i givet fald ville skulle være sammen med, er tilstrækkelig sultne efter at få os med og er klar til at give os tilstrækkelig store indrømmelser, at det vil være interessant at gå med i en regering, siger Kristian Thulesen Dahl til Politiken.

- Når vi vurderer, om et parti som Venstre er dér allerede ved næste valg, så vurderer vi, at nej, det er de ikke, og derfor er det for tidligt, siger han til Politiken.

Dansk Folkeparti er gået fra 12,3 procent af stemmerne ved valget i 2011 til 20,7 procent i den seneste meningsmåling fra Megafon. Herunder kan du se, hvor de nye DF-vælgere er kommet fra:

Din browser er ikke understøttet. Opdater venligst din browser hér for at se grafikken.

Tryk på partibogstaverne for at se vælgervandringerne

FAKTA: Hele målingen

DF bør gå i en evt. kommende blå regering, hvis de får 20% af stemmerne?

  • Enig: 51%
  • Hverken/eller: 10%
  • Uenig: 28%
  • Ved ikke: 11%

DF vil få større politisk indflydelse i regering end ved at stå uden for?

  • Enig: 48%
  • Hverken/eller: 8%
  • Uenig: 36%
  • Ved ikke: 9%

Målingen er foretaget i perioden 26.-28. januar blandt 1003 respondenter. Citat må kun ske med angivelse af kilde: Megafon for TV 2 og Politiken

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter