Corydon om håndværkerfradrag: Hvor skal pengene komme fra?

Det skal igen være muligt at få tilskud til hjælpen med børnepasningen, havearbejdet og renoveringen af boligen, hvis det står til danskerne.

I en ny meningsmåling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, svarer hele 73 procent, at de er tilhængere af at genindføre den såkaldte BoligJobOrdning, mens blot syv procent af de adspurgte er imod at genindføre ordningen.

- Det synes jeg er helt forståeligt. Grundlæggende er BoligJobOrdningen statsstøtte til nogle ting, man gerne vil have foretaget i sit hjem. Det gælder jo også mig selv, som får hjælp til rengøring og renovering, og det er selvfølgelig dejligt, hvis der er nogen, der vil hjælpe mig med at betale den regning, siger finansminister Bjarne Corydon og tilføjer:

- Problemet er bare, at det skal betales - der er ikke noget, der er gratis i det her samfund. Det vil sige, at skal vi indføre den ordning igen, så skal pengene jo tages et sted fra. Og de partier, der har foreslået at genindføre ordningen, har jo ikke sagt noget om, hvordan de vil betale regningen.

Bjarne Corydon mener ikke, at BoligJobOrdningen kan blive en hæmsko i valgkampen - på trods af at så mange danskere ønsker at få ordningen genindført.

- Jeg tror en valgkamp skal handle om, hvordan vi samlet set får et bedre Danmark, hvor der også er styr på det med pengene. Vi får i hvert fald ikke et bedre land af, at vi bruger nogle penge, på noget vi synes er behageligt, godt og rart, uden at sige, hvor vi vil skaffe pengene fra. Så bliver det jo bare til gæld og underskud. Og det rammer os alle i den sidste ende.

Skatteminister: Det er et skønmaleri

Også skatteminister Benny Engelbrecht forstår ordningens popularitet. Men ligesom sin socialdemokratiske kollega mener han ikke, at finansieringen er på plads.

- Jeg forstår udmærket godt, at ordningen er populær. Når tiden er, at man maler et skønmaleri af effekterne er, så kan jeg sådan set godt forstå, at der kan være borgere, der synes, at det lyder besnærende. Men sandheden er bare, at Venstres argumenter om, hvor mange jobs det skaber, de holder ikke, Venstres argumenter om, at det bekæmper sort arbejde, det holder ikke og så er der også den detalje, at Venstre ikke har en finansiering til det, de går og lover.

Skatteministeren taler i stedet om, at der lavet en boligaftale, som Venstre ikke var en del af, som skal ifølge ministeren skabe 18.000 arbejdspladser inden for byggesektoren. Og det skal tage ind i betragtning.

- Det er klart, da man lavede BoligJobOrdningen, havde det netop det formål, at der gik det virkelig virkelig langsomt. Nu er der masser af offentlige byggerier, der er i gang. Nu er der masser af polsk byggearbejdskraft til Danmark og  arbejdsløsheden i byggesektoren er meget meget lav. Derfor skal vi passe på, ikke at kaste gode penge eller dårlige. Hvis man skal gøre BoligJobOrdningen permanent, så vil der være en meget lille beskæftigelseseffekt af det. Helt ned imod 1000 arbejdsplads.

Ministeren køber ikke præmissen om, at BoligJobOrdningen vil kunne skabe 5000 jobs, som Venstre og Håndværksrådet.Han mener, at bare fordi man bliver ved med at gentage noget, der er forkert, så bliver det ikke rigtigt.

- For hver arbejdsplads, kommer vi til at skabe, skal det offentlige betale mere end 1 million kroner, siger ministeren.

Venstre: Vi behøver beskæftigelse her og nu

Finansordfører Peter Christensen fra Venstre er glad for at et stort flertal af danskerne bakker op om BoligJobOrdningen.

- Der er brug for alle de tiltag, der kan flytte folk fra passiv forsørgelse til noget beskæftigelse. Og BoligJobOrdningen har den fordel, at den sætter gang i noget arbejde her og nu, som ellers måske først ville blive lavet senere.

Han mener, at regeringen kun ser på den meget langsigtede økonomiske effekt af BoligJobOrdningen, når de ikke vil have den genindført.

- Hele vores pointe er, at der er brug for en effekt her og nu. Og det er jo også derfor, at byggeriet også bakker op om ordningen. Regeringen tager fejl, fordi de kun kigger på den meget lange bane, men vi har faktisk brug for en regering, der også ser på, hvad der er brug for her og nu. Og derfor er jeg glad for danskernes opbakning til ordningen.

Enhedslisten: Det er et tag-selv-bord af skattefradrag

Også et stort flertal af Enhedslistens vælgere går ind for at genindføre BoligJobOrdningen. Det synes finanspolitisk ordfører Frank Aaen hos partiet dog, er en dårlig ide.

- Det er en slags tag-selv-bord med skattefradrag, hvor det er meget svært at finde ud af, hvad pengene egentlig bliver brugt til. Og det er meget dyrt i forhold til, hvor mange jobs, der skabes. Derfor går vores forslag ud på, at man afsætter flere penge til at lave energirenoveringer og klimaforbedringer. Og at man meget koncentreret bruger det til ting, som er til gavn for samfundet, siger Frank Aaen og tilføjer, at der netop derfor er en grøn investeringsfond på vej.