Engell: Derfor får skatte-næse ingen betydning for Troels Lund

Et flertal i folketinget vil placere ansvaret for skandalen omkring Helle Thorning-Schmidts skattesag hos tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen. Det erfarer Politiken.

Regeringspartierne, SF og Enhedslisten er enige om at Troels Lund Poulsen har det politiske ansvar for ulovlighederne i sagen. Det er den konklusion, partierne vil aflevere i morgen selvom skattesagskommissionen ikke opklarede, hvem der stod bag lækket af personfølsomme oplysninger til pressen. Flertallet giver ham dermed en politisk næse i sagen.

Næsen får dog igen betydning for Troels Lund Poulsen. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell:

- Sagt lige ud… Nej. Løkke har allerede sagt, at hvis han skulle gå hen og blive statsminister, så ligger der intet til hinder for, at Troels Lund Poulsen kunne udnævnes til en ministerpost. Så den del af det er allerede klaret. Flertallet i Folketinget har været nødt til at forholde sig til, at det ER en alvorlig sag. Det er første gang i den nyere politiske Danmarkshistorie, at vi haft en statsministerkandidats personlige, økonomiske forhold, der er blevet lækket til medierne. Nu slutter Folketinget med at sige ”Troels Lund, du har det store objektive ansvar. Derfor kalder vi det stærkt kritisabelt. Men derudover får det ingen konsekvenser for ham, siger Engell til TV 2.

- Det er en politisk markering fra flertallet i Folketinget, der ønsker at sige ”der foregik en masse ulovligheder. Vi har ikke kunnet finde ud af, hvem der står bag det, hvem der lækkede oplysninger og hvem der gik til BT med Thorning og hendes mands skatteoplysninger. Men da Troels Lund var skatteminister i den periode, så får han en stor næse."

I erklæringen, som Politiken har set, fremhæves en række forhold i sagen, som partierne finder kritisable: Det drejer sig om selve lækagen, fejlinformationer til Folketingets Ombudsmand samt uberettiget videregivelse af personfølsomme oplysninger.

De fire partier sammenfatter, at det er "stærkt kritisabelt, at de nævnte ulovligheder fandt sted".

Ikke mindst tilføjer de fire partier, at "det politiske ansvar for ulovlighederne i sidste instans påhvilede den politiske ledelse af Skatteministeriet og dermed den ansvarlige minister på daværende tidspunkt".