Indfør særlig paragraf for kabeltyveri

Kabeltyve skal straffes meget hårdere end i dag – og hvis tyvene er udlændinge, skal de sendes til deres hjemlande for at afsone deres straf. Så kort kan det siges!

Kabeltyveri er et massivt problem for danske togpassagerer. Alene i 2014 forårsagede 173 kabeltyverier forsinkelser for hele 1.674 S-tog, og med 350.000 daglige passagerer i S-togene er det noget, der generer utroligt mange danskere, der blot passer deres arbejde og deres hverdag.

Senest har kabeltyveri generet danskerne her til morgen, og det vil vi ikke finde os i mere. Derfor vil vi nu tage markant hårdere midler i brug for at komme tyveriet til livs.

Task-force er ikke nok

Regeringen har nedsat en task-force, der skal have fokus på problemet, men den skal først afrapportere til Transportministeriet til april, og først derefter skal ministeren beslutte sig for, hvad han vil. Det er alt for sent. Der er behov for, at vi allerede nu får gjort noget effektivt ved problemet.

Derfor foreslår Det Konservative Folkeparti, at der indføres en konkret paragraf i straffeloven, som kabeltyve skal sigtes og dømmes hårdt efter.

I dag straffes kabeltyveri typisk efter straffelovens paragraf 276, som omhandler simpelt tyveri, og kun i sager, som skaber såkaldt "omfattende forstyrrelse i driften af almindelige samfærdselsmidler," er der mulighed for også at rejse sigtelse efter straffelovens paragraf 193 stk. 1, hvor straframmen er op til seks år.

Tyvene skal afsone i hjemlandene

Strafferammen i vores nye kabeltyveriparagraf (der i givet fald vil blive stk. 3 i den nuværende paragraf 193) skal tage udgangspunkt i den hårde paragraf, da vi grundlæggede mener, at kabeltyveri altid forstyrrer offentligheden – og de hundredtusindvis af danskere, der blot passer deres arbejde – og derfor skal man straffes hårdt derefter.

De domme, vi i dag ser for kabeltyveri, ligger typisk kun på omkring fire-fem måneders fængsel. Det er simpelthen ikke hårdt nok, når man tager de store konsekvenser i betragtning. De milde domme betyder også, at når tyvene eksempelvis kommer fra Rumænien, så skal tyvene afsone deres straffe her i landet.

Det vil vi ikke stå model til, og hvis vi hæver straffene markant, vil det samtidig betyde, at vi kan sende udenlandske kriminelle til afsoning i deres hjemlande. Det kan vi med EU-retten i hånden ikke gøre i dag, når straffene er under seks måneder, og derfor er det særligt vigtigt, at straffen går derover.

Det skal være slut med, at kabeltyve forstyrrer danske pendlere, og vores svar er hårdere straffe og klapjagt på kriminelle!