VKO-tiden er slut… Heldigvis for det

”Jeg bliver ikke statsminister, med mindre vi genindfører boligjobordningen”.

Det er ordlyden i Lars Løkke Rasmussens ultimatum. Dermed er bevarelsen af håndværkerfradraget det første konkrete valgløfte fra Venstre.

Imidlertid skal Løkke huske på, at VKO-tiden er slut, hvis Liberal Alliance bliver tungen på vægtskålen.

De glade 00’ere var kendetegnet ved en uansvarlig økonomisk politik. De nødvendige reformer udeblev, da økonomien buldrede derud af, og de offentlige budgetter fik lov til at eksplodere. Det betød, at krisen ramte Danmark ekstra hårdt. En gentagelse af disse fejl kommer ikke til at ske, hvis Liberal Alliances stemmer er de afgørende.

Vi er indforstået med, at kompromisser er nødvendige, når partier skal samarbejde. Men vi går ud fra, at det skal ske i reelle forhandlinger. Hvad sådanne byder på, vil tiden vise, men står det til Løkke, bliver boligjobordningen efter alt at dømme et tema.

Vores prioritering er imidlertid at sænke skatter og afgifter der, hvor det giver mest vækst og beskæftigelse for pengene. Listen tæller blandt andet topskat, registreringsafgift, selskabsskat og mærkbare skattelettelser i bunden. Det er ting, der betyder noget for os, og den retning vi vil trække i.

Liberal Alliance er garanten for, at en borgerlig regering fører reel borgerlig politik. Boligjobordningen er indirekte statsstøtte til et liberalt erhverv og udtryk for, at man støtter en bestemt type forbrug.

Det bør ikke være en borgerlig regeringens førsteprioritet. Vi vil hellere lade borgerne beholde nogle flere af deres egne penge, så de selv kan afgøre, om deres penge skal bruges på renovering af boligen eller noget helt andet.

Vi noterer os, at boligjobordningen er alt eller intet for Løkke, men i politik skal man som bekendt kunne tælle til 90 mandater.

Bliver Liberal Alliance Løkkes uundgåelige mellemregning, så er vores holdning til boligjobordningen lige så velkendt som vores prioriteringer, når det handler om at skabe et Danmark i vækst og fremgang.