Farvel og tak for ingenting!

Jeg har lige set TV2-dokumentaren om de kriminelle udlændinge, der bliver ved med at komme tilbage her til Danmark og forpeste fredelige danskeres liv, selvom de er blevet udvist af Danmark. Det er simpelthen forfærdeligt at se på, hvordan de er fløjtende ligeglade med det samfund, der ellers har givet dem chance på chance.

Både programmet og statistikkerne viser med al tydelighed, at straffen for at overtræde indrejseforbuddet er alt for lav. Over 470 gange om året fanger politiet udenlandske forbrydere, der ellers var blevet smidt ud af landet, og vi taler altså om voldsmænd, røvere og mordere.

Det kan vi ikke acceptere, og derfor vil jeg have straffene hævet betragteligt, så det koster mindst et års fængsel i stedet for de 10-20 dage, vi desværre ser i dag. Og så skal dommen ikke afsones her i Danmark – men i den dømtes hjemland. Det vil være noget, forbryderne har respekt for.

Derudover vil vi styrke politiet, så der er flere ressourcer og dermed større chance for at stoppe de kriminelle og udviste udlændinge.

Jeg bliver enormt provokeret, når jeg hører udenlandske serieforbrydere nærmest sidde og grine af straffen for at bryde indrejseforbuddet og hånligt kalde det lokumsdomme.

Det kan godt være, de udviste har børn eller kærester i Danmark, men det skulle de have tænkt på, inden de overtrådte loven.

Helt ærligt, så lytter jeg mere til den bankdame, som er utryg efter et røveri, og den familie, der har fået krænket deres hjem, end jeg lytter til serieforbrydere, der ødelægger andre menneskers liv og gør vores land mere utrygt. Vi skal først og fremmest tænke på ofrene og danskernes tryghed.

Når man er dømt til udvisning af Danmark, skal man ikke være i Danmark. Farvel og tak for ingenting!