Venstre om kronprinsens brotur: Det er da helt i orden

Mens hundredevis af andre billister måtte holde ind til siden ved Storebælt og vente på, at Egon tabte pusten, kunne Kronprins Frederiks ’Krone 7’-bil uhindret passere broen mellem Fyn og Sjælland natten til søndag.

Det bekræfter Sund og Bælts direktør ny over for Ritzau og kalder samtidig episoden for ’fuldstændig uacceptabel’.

Den holdning deler Venstres Karsten Nonbo, medlem af Folketingets transportudvalg og formand for Færdselssikkerhedskommissionen, dog ikke. Han kalder ’Krone 7’s brotur for ”helt i orden”.

- Der skal vi erkende, at der er forskel på Kongehuset og os andre. Og her har man lavet en specialvurdering af det køretøj, der var tale om, og vurderet at det godt kunne lade sig gøre, siger Karsten Nonbo til TV2.dk og fortsætter:

- Og hvis jeg nu skal være lidt åbenmundet: Hvis det her virkelig er det største problem, Egon har forvoldt, så er vi altså sluppet nådigt og lever i et trygt samfund.  

Men kan du forstå, at de mange danskere, som har siddet i kø i deres biler og ikke kunne køre over, har undret sig over, at kronprinsens bil bare kunne suse igennem?

- Nej, det kan jeg egentlig ikke. Jeg går ud fra, at man her har foretaget en hel speciel vurdering, når det kommer til kongehusets bil. Det må vi leve med, og det gør jeg nemt. Og det ser man i øvrigt ofte. At kronebilerne for eksempel får lov til at køre gennem afspærringer.

SF: Dumt af kronprinsen

Helt anderledes er meldingen fra SF’s gruppeformand Jonas Dahl.

- Det er dumt af kronprinsen. Det sender et signal om, at han er hævet over de regler der gælder for almindelige borgerne, siger han og fortsætter:

- Broen var jo lukket af en årsag. Hvad nu, hvis der var sket en ulykke? Hvilken stor redningsaktion skulle der så ikke iværksættes, fordi det var vigtigere at prinsen kunne komme hjem end at sikkerheden blev overholdt.

Også Enhedslisten er stærkt kritiske:

- Han føler sig åbenbart så højt hævet over pøblen, at han vil tillade sig køre over broen, mens alle andre må vente. Jeg var også til festen i Herning, men jeg tog toget dagen efter, da broen var åbnet igen, siger Enhedslistens Jørgen Arbo-Bæhr

Transportminister Magnus Heunicke meddeler til TV2.dk, at han ikke har nogen kommentarer til sagen.

Du kan se TV 2 News' interview med Karsten Nonbo øverst på siden.

Følg TV 2 Politik

FĂĄ seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion pĂĄ Christiansborg:

TV 2 Politik pĂĄ Facebook

TV 2 Politik pĂĄ Twitter