Slå en jernring om Jyllands-Posten

Den danske presses frihed skal måles på det hårdest udsatte medies frihed.

Derfor giver det ingen mening at tale om, at mediedækningen herhjemme af terrorangrebet i Paris ’gennemsnitligt’ har været modigt eller tilfredsstillende eller journalistisk dækkende. Eller at det er godt, at de fleste medier har trykt de Muhammed-tegninger, som sagen drejer sig om. Som de franske satiretegnere er blevet slået ihjel for.

For er der bare ét medie, der ikke tør trykke tegningerne, når det har journalistisk relevans, så er ytrings- og pressefriheden i Danmark knægtet.

Vi har tidligere oplevet skræmmende terrorangreb mod vestlig civilisation, mod soldater eller mod tilfældige uskyldige mennesker. Men terrorangrebet mod Charlie Hebdo er anderledes. Det er et terrorangreb målrettet mod ytringsfriheden – direkte mod de navngivne personer, der fører pennen.  

Herhjemme er det Jyllands-Posten, der er det mest truede medie, og det har det været siden den første Muhammed-krise i 2005. Siden har avisens medarbejdere arbejdet under trusler og skarpe sikkerhedsforanstaltninger, og så sent som i 2010 afværgede efterretningstjenesten et terrorangreb, der var planlagt mod avisen. Muslimske terrorister havde planlagt at angribe JP, slå de ansatte ihjel og kaste deres afhuggede hoveder ud på Rådhuspladsen. Tænk, hvis det var din eller min arbejdsplads.

Netop Jyllands-Posten forklarer i dag i sin leder, hvorfor avisen ikke har trykt Muhammed-tegningerne fra det franske satireblad Charlie Hebdo. Tegningerne var relevante, men avisen turde ikke trykke dem, lyder JP’s begrundelse. De turde simpelthen ikke trykke tegningerne af frygt for deres medarbejderes sikkerhed. ”Volden har vundet,” skriver de. Jeg er enig. Det er forfærdeligt.

Jeg vil ikke blande mig i, om det var det rigtige valg af JP. Det er selvfølgelig alene JP’s beslutning. Men jeg vil saftsuseme blande mig, når Jyllands-Posten åbent siger, at de ikke tør trykke noget, der ellers er journalistisk relevant. For så er der noget helt galt, og det skal vi reagere på lige med det samme.

Derfor synes jeg, at der skal slås en jernring om Jyllands-Posten. Ikke for, at de skal trykke tegningerne, men så vi sikrer, at de kan trykke tegningerne. Det er forfærdeligt, at det skal være sådan – men det er tydeligvis nødvendigt.

Hvis det kræver flere midler til PET, er vi klar til det.  Der findes ikke noget vigtigere at forsvare end det, at vi alle kan tale, tegne og skrive frit. Går det først fløjten, har ingen af os noget tilbage at kæmpe for. Så er ekstremisternes mål endeligt nået.