Hård kritik af Facebook-opslagene: Nej, vi er IKKE alle Charlie Hebdo

Oven på onsdagens blodige terrorangreb mod det satiriske magasin Charlie Hebdo har mange valgt udskifte deres profilbillede på Facebook med teksten ”Je Suis Charlie” (Jeg er Charlie), ligesom alle danske aviser kommer med sympatierklæringer.

Men det franske satiremagsin har stået meget alene i kampen for ytringsfriheden, og derfor havde det betydet mere, hvis Charlie Hebdo var blevet udvist al den solidaritet før angrebet i stedet for efter. Sådan lyder det fra Jacob Mchangama, der er chefjurist i tænketanken Justitia.

- I virkeligheden har Charlie Hebdo jo stået alene. Det er mere eller mindre det eneste etablerede trykte medie i Vesten, som har holdt den linje, og som er blevet ved med at trykke karikaturer af profeten Muhammed, mens alle danske aviser for længst har lagt det på hylden, siger Jacob Mchangama til TV 2 News.

Venstreorienterede Charlie Hebdo har en lang tradition for satiretegninger og har karikeret både kristne, jøder og muslimer ligesom også mange politikere har været på forsiden af bladet.

I 2006 genoptrykte magasinet Muhammed-tegningerne i sympati med Jyllands-Posten, men i forbindelse med et brandbombeangreb i 2011 mod Charlie Hebdo, skrev Jyllands-Posten efterfølgende en leder, der af Jacob Mchangama beskrives som ”mudret” i forhold til, hvorfor den danske avis ikke ville genoptrykke de Muhammedtegninger, som formodes at have været anledning til attentatet i Paris.

- Jeg synes, det er ekstremt vigtigt, at alle medier viser solidaritet og støtter op, så vi får slået fast, at det handler om ytringsfrihed, men det er ikke rigtigt, at alle er Charlie Hebdo, for der er ikke mange, der har været lige så modige og har stået lige så langt fremme på ytringsfrihedens frontlinje som Charlie Hebdo, siger Jacob Mchangama og tilføjer:

- At det er sårende, tumpet og infantilt at trykke den slags ting, er jo et mantra vi har hørt længe i den danske debat.

Jyllands-Postens: Uansvarligt at trykke profettegninger lige nu.

Kan godt forstå bekymringerne, men….

Jacob Mchangama understreger, at han godt kan forstå, hvis de danske medier er forsigtige med trykke visse karikaturtegninger, og at han også selv ville bekymre sig om medarbejdernes sikkerhed, hvis han var redaktør.

- Men så må man også have en ærlig dialog om det, og så nytter det ikke noget, at man bagefter siger, at vi alle sammen står fast om ytringsfriheden, når man ligger under, siger Jacob Mchangama.

Han mener ikke, at det i dag hjælper noget ”at tværer rundt i dem, der måske har taget fejl tidligere”.

- Det handler selvfølgelig om, at vi nu må stå sammen. Hvis flere havde valgt den linje, havde Charlie Hebdo måske ikke været så nemt et mål at identificere. Og så er det sværere at få medier til at holde kæft, hvis alle gør det, siger Jacob Mchangama og understreger, at man på ingen måde kan bebrejde andre medier for angrebet i Paris.

Både Politiken, Berlingske, Information og Ekstra Bladet har i deres trykte aviser torsdag valgt at genoptrykke flere af Charlie Hebdos tegninger. B.T. og Kristeligt Dagblad har affotograferet magasinet. Jyllands-Posten har i sin trykte avis ingen tegninger fra Charlie Hebdo.

Du kan se hele interviewet med Jacob Mchangama i videoen over artiklen.

Hvad er Charlie Hebdo kendt for?

 Det franske satiremagasin Charlie Hebdo har flere gange karikeret muslimske ledere og profeten Muhammed, og de satiriske udgivelser har gennem flere år udløst muslimers vrede.

  • Allerede i februar 2006 valgte magasinet at genoptrykke de 12 tegninger af profeten Muhammed, som Jyllands-Posten i september 2005 havde offentliggjort. Ud over de danske tegninger havde magasinet også en række egne tegninger med samme tema.
  • I 2011 blev magasinet udsat for et brandattentat efter at have bragt en forside med profeten Muhammed.
  • I 2012 valgte franske ambassader og konsulater i omkring 20 lande at holde lukket i forbindelse med en fredagsbøn, efter magasinet havde offentliggjort nye satiretegninger af profeten Muhammed.
  • I 2013 udgav magasinet et særnummer på 64 sider med en tegneserie, der beskrev profeten Muhammeds liv.
  •  7. januar 2015: Bevæbnede mænd trænger ind på magasinets redaktion i Paris, og dræber 12 personer.