Redaktør: Thorning forspildte en unik mulighed

En flot fremført tale, men uden de store nyheder og initiativer, der for alvor ville kunne bringe en trængt statsminister i offensiven.

Sådan lyder analysen fra TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe, efter at Helle Thorning-Schmidts fjerde nytårstale – den sidste inden valget – blev vist for millioner af danskere torsdag aften.

- Sagen er den, at Thorning er bagud og har været det stort set siden valget. Sådan en nytårstale er en unik mulighed for at forsøge at bringe sig selv tilbage i offensiven – og muligheder som den er der ikke mange af, siger Anders Langballe og fortsætter:

- Thorning holdt en fin og god tale. Men det var samtidig en tale uden de helt store nyheder, og ikke en tale, der på nogen måde vender det politiske billede og bringer regeringen ud af den vanskelige situation. Dermed mener jeg godt man kan sige, at hun forspildte en mulighed.

En svær disciplin

Statsministeren lagde i sin tale blandt andet op til, at flygtninge og indvandrere på kontanthjælp i højere grad skal arbejde for deres ydelse. Derudover fokuserede hun på ”de helt små” børn, der blandt andet skal sikres bedre daginstitutioner, så de kan ”trives, lære og udvikle sig”. Og så varslede statsministeren også nye initiativer, der skal forbedre væksten og hjælpe til at skabe nye private arbejdspladser.

2015-nytårstalen vil – som det er tilfældet med langt de fleste nytårstaler – hurtigt blive glemt, spår Anders Langballe.

- Når man kigger på de her taler i et historisk perspektiv, står det klart, at langt de fleste går i glemmebogen igen. Der er ikke mange, man for alvor husker, siger han og fremhæver, at de seneste års mest markante taler har været Anders Foghs 2002-tale, hvori han varslede et opgør med ”smagsdommere”, og 2011-talen, hvor Lars Løkke lancerede et opgør med efterlønnen.

- Nytårstalen er en svær disciplin. Der er grænser for hvor partipolitisk man kan tillade sig at være, og det handler om at finde en balance. Men Thorning står altså i den situation nu, at hun har brug for at præstere noget ekstraordinært for at ændre det politiske billede. Det skete ikke i nytårstalen.

Du kan se eller gense Helle Thorning-Schmidts nytårstale her, og deltage i debatten på TV 2 Politiks Facebook-side herunder:

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter