Thulesen Dahl: Vi vil ikke afvise regeringsforhandlinger

Hidtil har Dansk Folkeparti afvist, at ville indgå i en blå regering, men nu har piben fået en anden lyd. Hvis Dansk Folkeparti bliver inviteret til regeringsdrøftelser efter næste folketingsvalg, så er formand Kristian Thulesen Dahl parat til at tage imod tilbuddet. Det siger han i et interview til TV 2 NEWS.

- Hvis Dansk Folkeparti skal i regeringen, så skal det være fordi andre partier mener, at det skulle være nødvendigt for dem at få os med. Hvis telefonen ringer, og de beder os om at tage den forhandling, så gør vi det, siger Kristian Thulesen Dahl og tilføjer, at Dansk Folkeparti ikke arbejder for at komme i regering:

- Vi vurderer lige nu, at vi får størst indflydelse ved at stå uden for en regering - også selv om der måtte være flertal for et regeringsskifte.

Vi skal have indrømmelser

Og Dansk Folkeparti vil da heller ikke gå tiggergang for at få en plads i regeringen.

- Hvis andre partier synes, at det er nødvendigt at få Dansk Folkeparti med i en regering, så er bytteforholdet et andet. Så vil de andre partier være mere indstillede på at give Dansk Folkeparti de indrømmelser, der skal til for at det er interessant for os at gå med i en regering, siger Thulesen Dahl til TV 2 NEWS.

Du kan se hele interviewet med Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, klokken 11.30 på TV 2 NEWS.

Hvad mener du om DF's regeringstanker? Deltag i debatten på vores Facebookside