Løkkes ultimatum: Blå blok skal følge Venstres linje

Hvis Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen skal være statsminister i en kommende blå regering, skal Venstres samarbejdspartnere forpligte sig på at indfrie Venstres politik.

Sådan lyder den kontante udmelding fra oppositionslederen i et særligt nytårsinterview med TV 2 News.

Indtil i dag har Lars Løkke ellers kun villet sige, at en Venstre-ledet regering ikke ville gå i den modsatte retning af partiets fem såkaldte pejlemærker.

Men de følgende pejlemærker er altså nu gjort til ultimative krav, som de øvrige partier i en Venstre-ledet regering skal følge. I interviewet, som du kan se på TV 2 NEWS præcis klokken 13.08, fremfører Lars Løkke følgende punkter for en eventuel kommende blå regering.

  • For fremtiden skal det betale sig at arbejde
  • For fremtiden skal vi have flere private arbejdspladser
  • For fremtiden skal Danmark åbnes mere for udlændinge, der kan og vil - men lukkes for dem, der ikke vil
  • For fremtiden skal vi være trygge i hjemmet og på gaden
  • For fremtiden skal vi gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre

I interviewet slår Lars Løkke fast, at det ikke er godt nok for eksempel at bevare det nuværende niveau af danskere, for hvem det ikke kan betale sig at tage et arbejde. Det skal aktivt bringes ned, og det må Venstres kommende samarbejdspartnere forpligte sig på, siger han, og sender samtidig en stikpille til statsminister Helle Thorning-Schmidt og den nuværende regering.

- Man vil ikke se et Venstre, der går til valg på, at det skal kunne betale sig for flere mennesker at arbejde og så levere et resultat, der går stik den modsatte vej. Det synes jeg vi har set med den regering, der sidder nu. 

- Status quo er ikke godt nok for Danmark, siger Venstre-formanden.