Politisk analyse: De værste fjender er dem i dit eget parti

En gammel politisk læresætning er stadig gangbar. De værste fjender i politik er dem i dit eget parti. Magtkampe, soloridt, brud på kollegiale aftaler osv. Alt sammen noget, der får fornyet kraft, især når valgdatoen nærmer sig.

Kodeordet er sideordnet opstilling. Noget næsten alle partier benytter sig af ved folketingsvalgene. I storkredsene står du øverst på stemmesedlen i din egen opstillingskreds. Partifællerne står øverst i deres. Og neden under kommer de andre i alfabetisk orden. De personlige stemmer er afgørende: Dem får du selv. De mange vælgerkryds, der kun bliver sat ved partiet og ikke ved personnavne, bliver fordelt efter de personlige stemmer.

Så nok kæmper du om mandaterne med de andre partier. Men når der sættes navn på dit eget partis mandater i storkredsen, så er hitlisten et resultat af dit personlige resultat.

I storkredse, hvor de kendte som Løkke, Thorning og Thulesen Dahl støvsuger langt de fleste stemmer, er hvert kryds på de mindre kendte helt afgørende.

Nid og nag

Massevis af grund til personligt nid og nag. Hvem skal f.eks. på TV2-regionernes debatprogrammer? Hvem får mest økonomisk støtte til at indrykke annoncerne i lokale medier? Og så videre. Ethvert folketingsvalg bliver efterfulgt af tømmermænd., Især hos dem, der havde håbet på valg eller genvalg, men måtte se sig vraget. Manglende vælgerpopularitet skal have en årsag. Og sjældent er det selverkendelse hos de skuffede kandidater med hensyn til mangel på gennemslagskraft.

I dag er historien, hvordan socialdemokraterne har taget forskud på illoyaliteten partifællerne imellem. Kollegiale aftaler om ikke at føre valgkamp i hinandens kredse er ikke mere nok. Nu skal økonomiske konsekvenser – en slags dummebøder - forhindre det urene trav.  Men mon ikke det kun udskyder balladen til regningen skal betales – ikke når den bestilles. Valget kan jo ikke gøres om.

Blodbad

På tv2.dk er der fulgt op på Jyllands-Postens glimrende artikler om det ventende socialdemokratiske blodbad. Overløberne fra SF – Jesper Petersen, Astrid Krag og Mattias Tesfaye – var en gevinst, da SF brød sammen. Men nu er de en trussel. Alle tre med gode odds på valg, men nu som socialdemokrater på bekostning af mangeårige folketingsmedlemmer i det ellers så store parti.

Andre partier har det nemmere. Venstre går også tilbage i meningsmålingerne, men her er freden mere sikret, fordi så mange ældre siger farvel til Christiansborg og ikke genopstiller. Dem, der bliver tilbage, behøver ikke som socialdemokrater frygte nye skud på stammen eller kendte navne. Der bliver nok plads til de fleste – trods Løkkes nedtur.

Lidegaard glæder sig

Hos de radikale glæder udenrigsminister Martin Lidegaard sig sikkert over Margrethe Vestagers farvel. Så skifter han København ud med hendes tidligere kreds i det nordsjællandske på stemmesedlen.  Den nyradikale, forhenværende SF’er Ida Auken kunne ellers true med at stjæle mandatet. Nu bliver hun valgt i Hovedstaden sammen med Manu Sareen trods truende tilbagegang.

Helveg mod Stampe

Ender de radikale på 14 fra dagens 17 mandater, ryger enten kontroversielle Zenia Stampe eller klimaminister Rasmus Helveg Petersen formentlig ud af Folketinget. Sidst vandt hun med små 100 stemmer over ham, men der var plads til begge. Nu har den unge Helveg boostet sine chancer ved det kommende folketingsvalg. Ikke kun med titel af minister, som i sig selv vel giver lidt, han har også skiftet den ene af sine to kredse, nemlig Greve-kredsen, ud med den langt større Køge-kreds. For at score flere stemmer end partifællen.

Eksemplerne er mange. Og så har vi endda endnu til gode, når kandidater går mod partilinjen og kører solo for at skaffe sig omtale i medierne. Den slags hjælper langt fra partiet, men lever til gengæld op til det gamle ordsprog ”når krybben er tom, bides hestene”.

Bare vent. Og her hjælper ingen dumme-bøder.