Flytter målestation tre meter - og så er København ren

Regeringen møder nu kritik, fordi den planlægger at løse problemerne med forurening ved H.C Andersens Boulevard i København ved at rykke målestationen tre meter.

- Det er helt uacceptabelt, at regeringen fremover ikke vil måle den luft som mange tusinde københavnske cyklister og fodgængere rent faktisk indånder på deres daglige vej gennem byen. Sådan lyder kritikken fra teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.

Målestationen på H.C. Andersens Boulevard overskrider, som den eneste målestation i Danmark, EU's grænseværdier.

Miljøstyrelsen forsvarer flytningen af målestationen med, at Københavns Kommune i 2010 ændrede den inderste vejbane fra at være en busbane til en almindelig kørebane. Og i den forbindelse steg de målte kvælstofdioxider. Flytningen skal derfor sikre, at målestationen igen kommer på passende afstand af de mest forurenende biler, varevogne og lastbiler.

Morten Kabell mener, at regeringen løber fra sine løfter.

- Regeringen lovede ved deres tiltrædelse skærpede ren luft zoner i storbyerne. Desværre blev det endnu et af regeringens grønne løftebrud. Den nye luftkvalitetsplan viser, at regeringen ikke kan leve op til EU’s grænseværdier uden de skærpede ren luft zoner. Derfor vælger regeringen at snyde på vægten og flytte målestationen 3 meter længere væk fra vejbanen. Og hokus pokus: Nu kan man med nød og næppe leve op til EU’s grænseværdier, siger Morten Kabell.

- Det er et vælgerbedrag i særklasse. Miljøministeren må have meget svært ved at se de tusinder af københavnere, der hvert år bliver syge og nogle senere dør af luftforurening, i øjnene, siger Morten Kabell.

Han vil nu rette henvendelse til miljøministeren og genfremsætte kravet om, at regeringen som lovet skærper ren luft-zonerne. Morten Kabell peger på den tyske model, hvor det bliver muligt at kræve partikelfiltre på ældre varevogne og personbiler inden for ren luft-zonen.