Derfor siger Dansk Folkeparti nej til dobbelt statsborgerskab

Desværre har et flertal af Folketingets partier nu vedtaget en lov om dobbelt statsborgerskab. I Dansk Folkeparti har vi hele tiden været modstandere. For hvad er et statsborgerskab? Hvad er indfødsret? Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at vi har ordene ”fædreland” og ”modersmål”, for det at tilhøre en nation har meget til fælles med det at have en far og en mor.

At være en del af en nation, er det samme som at tilhøre en udvidet familie. Det betyder ikke, at man som indvandrer er udelukket fra at blive en del af dette fællesskab. Men det er noget, man skal ”ville” aktivt. Det kræver en vilje til at blive dansk.

At indføre dobbelt statsborgerskab er udtryk for et opgør med denne tankegang om tilhørsforholdet til en nation og et folk. Dobbelt statsborgerskab er en udvanding af den mest afgørende værdi, som dansk indfødret er. At være en del af en nation er et af de væsentligste træk ved at have en identitet. Det må vi aldrig gøre ligegyldigt.

Netop i en tidsalder med folkevandringer, globalisering og dermed blanding af kulturer, repræsenterer tilhørsforholdet til en nation en vigtig grundpille; ja, måske i virkeligheden den sidste, vi har tilbage. Jeg har lyttet til mange gode argumenter til fordel for dobbelt statsborgerskab, og jeg forstår fuldt ud de mange udlandsdanskere, som gerne vil kunne bevare deres danske statsborgerskab, samtidig med at de deltager på lige fod med borgerne i deres nye land.

Men med et statsborgerskab er det lidt som med et ægteskab. Her kan man kun have en partner ad gangen. Sådan må det også være i forhold til fædrelandet. Vi er nødt til at bevare nogle klare og let forståelige rammer for indfødsretten. Desværre mente et flertal i Folketinget ikke, at det unikke ved det danske statsborgerskab er værd at bevare, men valgte at kapitulere for rodløsheden. Det beklager vi dybt i Dansk Folkeparti.