Lad håndværkerne beholde deres job og familierne få renoveret deres hjem

Hermed nyt blogindlæg fra Søren Pape:

Tidligere på ugen besøgte jeg en tømrer- og snedkervirksomhed i Frederiksværk.

Her, midt mellem savsmuld og værktøj, havde jeg bl.a. mulighed for at høre, hvordan virksomheden oplevede effekterne af håndværkerfradraget som regeringen desværre vil standse ved årsskiftet.

Først et opløftende citat fra virksomhedsejeren:

- Ordningen er god, men den skal være kontinuerlig.

Og så det meget nedslående citat fra samme mand:

- For mit vedkommende kommer det, at håndværkerfradraget stopper, til at betyde, at jeg må afskedige to medarbejder til årsskiftet, når ordningen stopper.

Konsekvenserne er altså klare, når regeringen fra årsskiftet dropper håndværkerfradraget. Ifølge Dansk Byggeri vil det komme til at koste 5.000 job.

Det er den helt forkerte vej at gå. Danmark har behov for vækst og arbejdspladser.

Derfor vil vi gøre håndværkerfradraget permanent, og vi vil fordoble det fra 15.000 kroner per person per år til 30.000 kroner. En familie skal altså kunne få et fradrag på 60.000 kroner hvert år.

Udover at et permanent håndværkerfradrag vil skabe tusindvis af arbejdspladser, vil det også gøre en markant forskel for helt almindelige danske familier.

De vil kunne hyre håndværkere til at renovere deres bolig, få gjort rent eller noget helt tredje, som vil give dem mere tid og frihed. Familierne vil også få mere ud af de penge, de slider for at tjene og bliver hårdt beskattet af.

Et andet stort plus er, at danskerne i langt mindre grad vil blive fristet til at benytte sig af sort arbejde, som hvert år dræner statskassen og dermed vores alles velfærd for milliarder af kroner.

Lad os fordoble håndværkerfradraget og gøre det permanent, så tømrermesteren i Frederiksværk kan ansætte frem for at fyre, så familierne kan få renoveret deres bolig får færre penge, og så vi får skåret ned på sort arbejde.

Hvad venter vi på?