Følg samrådet live her: Mette Frederiksen vil ikke trække Eritrea-rapport tilbage

Siden kl. 8.15 har justitsminister Mette Frederiksen (S) svaret på Folketingets spørgsmål i den betændte Eritrea-sag.

Ifølge politisk kommentator Hans Engell er et af de centrale spørgsmål, hvem der satte eritreernes asylsager i bero, mens Udlændingestyrelsen tog til landet for at undersøge, om det var forsvarligt at sende eritreerne tilbage.

Flere politikere har ytret bekymring for, at embedsmændene i Udlændingestyrelsen har været under politisk pres for at nå frem til en bestemt konklusion. Og deres omstridte Eritrea-rapport konkluderede da også, at asylansøgerne fra Eritrea ikke risikerede tortur - modsat hvad blandt andre Amnesty International, Human Rights Watch og flere eksperter mener.

I sin indledende kommentar til samrådet sagde Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), at hun faktisk ikke tror, at der har været politisk indblanden i rapporten.

- Men kan man gøre noget for at undgå mistanken om, at det er politisk bestillingsarbejde? spørger hun.

Både hun og Karina Lorentzen (SF) roser Mette Frederiksen for, hvad hun har gjort for at kaste lys over sagen, selvom de stadig mener, der er ubesvarede spørgsmål.

Mette Frederiksen slår fast, at rapportens kritiserede konklusion om, at det er sikkert for eritreere at vende hjem, ikke kommer til at påvirke asylsagerne. Alligevel vil hun ikke trække rapporten tilbage, til stor undren for særligt Johanne Schmidt-Nielsen.

- Når man ændrer den grundlæggende konklusion, hvordan kan man så fastholde rapporten? spørger hun.