Flygtningerapport bliver politisk slagmark

Nye oplysninger fra Norge sår tvivl om forklaringerne fra Udlændingestyrelsen i Eritrea-sagen. Det skriver Jyllands-Posten.

Norge har haft delegationer i Eritrea i både 2013 og 2014, og de når frem til en helt anden konklusion end deres danske kolleger.

De norske myndigheder konkluderer nemlig, at mænd fra Eritrea, som deserterer fra militærtjeneste, risikerer at blive udsat for 'regulære straffeaktioner'.

Det står i kontrast til vurderingen fra den danske Udlændingestyrelse. Her ser man anderledes positivt på muligheden for de pågældende mænd at vende hjem til Eritrea.

Og de store forskelle i konklusionerne retter søgelyset mod Udlændingestyrelsens omstridte rapport og justitsminister Mette Frederiksen (S).

- Problemet er, at der kan opstå mistanke om, at der har været politisk indblanding i rapporten. Mette Frederiksen har en klar interesse i at holde rapporten ud i strakt arm, siger Casper Dall, politisk redaktør på Information til TV 2 NEWS.

- Om det er sket, mangler vi fortsat at få noget håndfast dokumentation for. Men indtil nu er både den yderste højre- og venstrefløj forsøger at gøre det her til en slagmark. SF og Enhedslisten, der i høj grad mener, at det er politisk bestilt arbejde. Mens Dansk Folkeparti skamroser rapporten, siger Casper Dall.

Det er dog på nuværende tidspunkt ikke relevant at lave eventuelle sammenligninger med Tamilsagen, hvor daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen syltede behandlingen af sager om familiesammenføring med tamilske flygtninge i slutfirserne, fastslår Dall:

- Nej, det er for præmaturt.

Mette Frederiksen har krævet en redegørelse fra Udlændingestyrelsen om rapporten.

Til Jyllands-Posten siger Grethe Neufeld, landerådgiver i norsk Landinfo, at man var i Eritrea i marts 2014.

- Derfor har vi fastholdt vores rapport om værnepligt fra 2013, siger Grethe Neufeld til Jyllands-Posten.

Ifølge Politiken bliver de afviste asyl-ansøgere fra Eritrea presset til at skrive under på et brev, hvor de accepterer, at de kan blive straffet for at unddrage sig værnepligt, når de vender tilbage til Eritrea.

- Jeg fortryder at have begået en lovovertrædelse ved ikke at gennemføre værnepligten, og jeg er rede til at acceptere en passende straf, når tiden er inde, er ordlyden i brevet.

Henrik Grunnet, direktør for Udlændingestyrelsen, understreger overfor TV2 NEWS, at styrelsens rapport ikke er det eneste grundlag for sagsbehandlingen i sager med asyl-ansøgere fra Eritrea.

- Det er en misforståelse, at man med den her rapport skulle have lagt grundlaget for sagsbehandlingen. Det er ikke tilfældet, siger Henrik Grunnet til TV 2 NEWS.

Fredag kom det frem, at to af de centrale danske embedsmænd, der har været sendt afsted til det afrikanske land, er nu sygemeldt, efter at de internt har protesteret over, hvordan deres informationer er blevet anvendt i rapporten. Det skriver Berlingske.dk.

Det er ikke mere end en uge siden, at en af rapportens øvrige hovedkilder, professoren Gaim Kibreab, langede hårdt ud efter rapporten, fordi han følte sig "misbrugt" og "forrådt".

Og også Amnesty International har rejst massiv kritik af rapporten.

Fængsel og tortur eller en ekstra skat? 

Den meget omdiskuterede Eritrea-rapport er blevet til på baggrund af en såkaldt ”fact finding mission”, der blev sendt afsted af de danske myndigheder, fordi vi i løbet af sommeren oplevede en voldsom stigning i antallet af asylansøgere fra det afrikanske land.