Styrelse svarer igen: Omstridt rapport er ’dygtigt arbejde’

- Det kan jeg ikke genkende.

Sådan lyder svaret fra Henrik Grunnet, direktør i Udlændingestyrelsen, efter at debatten om den meget omdiskuterede Eritrea-rapport fredag har taget en dramatisk drejning.

Fredag formiddag kunne Berlingske fortælle, at to af de embedsmænd, der har været sendt til Eritrea i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten, efterfølgende har protesteret over, hvordan deres indhentede oplysninger er blevet brugt, og at de to embedsmænd nu er sygemeldt.

Henrik Grunnet, Berlingske skriver i dag, at to af de tre, der har været afsted, ikke kan genkende den måde, de indhentede oplysninger er blevet brugt på. Hvad siger du til det?

- Det mener jeg ikke, at der er noget hold i.

Så den historie er simpelthen ikke rigtig?

- Jeg kan sige, at i det omfang, der er tale om personalesager, så kan jeg ikke…

Jeg taler ikke om personalesager – jeg taler om at der skrives, at der er fagligt divergerende opfattelser af det her. Er det rigtigt?

- Det er det ikke. Jeg har nogle medarbejdere, som er utroligt engagerede i det her. Og jeg kan godt forstå, at der kan være nogle ’dønninger’, når der er så stort pres på.

Hvad mener du med dønninger?

- Jeg mener, at det kan påvirke nogle medarbejdere, at der er så stort pres på, som tilfældet har været. Det er det eneste, jeg kan sige omkring det.

Berlingske skriver, at de to af medarbejderne har været uenige i den måde, oplysningerne er blevet brugt på. Kan du bekræfte det?

- Jeg kan bare sige det på den måde, at det faglige produkt, der ligger, står jeg 100 procent inde for.

Fængsel og tortur eller en ekstra skat?

Den meget omdiskuterede Eritrea-rapport er blevet til på baggrund af en såkaldt ”fact finding mission”, der blev sendt afsted af de danske myndigheder, fordi Danmark i løbet af sommeren oplevede en voldsom stigning i antallet af asylansøgere fra det afrikanske land.

Rapporten, der nu ligger klar, konkluderer, at borgere, der er flygtet fra Eritrea frit kan rejse hjem ved at lave et såkaldt angerbrev og betale en ekstra skat på to procent af årsindkomsten. Den konklusion strider mod, hvad tidligere rapporter fra blandt andet Amnesty, FN, USA og Storbritannien har konkluderet.

Og den strider også imod, hvad en af rapportens hovedkilder, professoren Gaim Kibreab, mener er virkeligheden i Eritrea. Han føler sig "misbrugt" og "forrådt" af de danske myndigheder, og understreger, at flygtninge fra Eritrea langt fra kan vende hjem så omkostningsfrit:

- Du kan være 100 procent sikker på, at de fleste af flygtningene fra Eritrea ville være i fare, hvis de vendte tilbage, siger Gaim Kibreab og fortsætter:

- De vil i langt de fleste tilfælde blive fængslet og torteret

Minister kræver redegørelse

Justitsminister Mette Frederiksen har på baggrund af den massive kritik af rapporten nu valgt at afkræve Udlændingestyrelsen en redegørelse om forløbet.

Men Henrik Grunnet står fast på, at rapporten er god:

- Jeg mener, at rapporten er udtryk for et aldeles redeligt og dygtigt fagligt arbejde. Og det er der mange, der misforstår. Fordi man ser det som udtryk for en bestemt holdning til afgørelserne af sager.

Ifølge Berlingske genoptager Udlændingestyrelsen på mandag sagsbehandlingen for de mange hundrede asylansøgere fra Eritrea. En sagsbehandling, der har været sat i bero, fordi man har afventet rapportens konklusioner.