Faglighed handler om liv og død
For nogen tid siden var der i TV et indslag om sænkningen af det faglige niveau på de videregående uddannelser. Her fremgik det, at taxametersystemet tvinger uddannelsesinstitutionerne til at lade så mange som muligt bestå. Og hvis de studerende ikke kan leve op til niveauet, så må niveauet i sagens natur sænkes, så flere kommer ud på den anden side.
En fysikprofessor bekræftede i indslaget, at han kontinuerligt havde måttet sænke det faglige niveau, men som han tørt konstaterede, så var han glad for, at det ikke drejede sig om pilotuddannelsen. Men ud i den anden ende kommer der altså kandidater, som er alt andet end godt rustede til den internationale konkurrence. Det betyder, at Danmark sakker agterud.
Men hvordan er den udviklingen opstået? Jo, det handler basalt set om de adgangskrav, vi stiller til de forskellige uddannelser – ikke mindst en ungdomsuddannelse som gymnasiet, der i øjeblikket er genstand for politiske forhandlinger i forbindelse med gymnasiereformen. Hvad er det for unge, vi lader komme ind på gymnasierne? Er de fagligt rustede til det?
Det hele begynder naturligvis i folkeskolen. Her begynder også skævheden. Når værdien af folkeskolens afgangseksamen bliver forringet, breder det sig som ringe i vandet til det øvrige uddannelsessystem. Hvis folkeskolen sender elever med manglende kundskaber videre, må gymnasiet overtage, men heller ikke gymnasiet klarer det store efterslæb på bare tre år, og så sender man sorteper videre til de videregående uddannelser.
Jeg har hørt fra gymnasielærere i sprogfag, at de her må bruge tid på at lære eleverne at analysere en sætning. Basal sætningsanalyse burde ikke være noget, som gymnasiet spilder tid på. Det burde sidde fast allerede fra folkeskolen. Men ikke desto mindre må gymnasielærere også ruste sig fagligt til elever med ”særlige behov”.
Men hvad er en dårlig studentereksamen værd? Er det ikke et overflødigt nederlag for den enkelte elev? Eller hvad er en eksamen på falske forudsætninger værd, hvis den viser sig at være ”pyntet”, fordi man på grund af taxametersystemet vil have så mange som muligt gjort ”færdige”? Et eller andet sted må straffen komme - om ikke andet ude i det virkelige arbejdsliv, hvor det viser sig, at kandidaten aldrig har tilegnet sig de ønskede kundskaber.
Dansk Folkeparti ønsker derfor en skærpelse af adgangskravene til gymnasiet. Vi går til forhandlinger med et krav om, at det adgangsgivende karaktergennemsnit skal ligge et sted mellem 4 og 7 – og helst i den højere ende. Vi kan simpelthen ikke gå helt ned til 02, sådan som regeringen ønsker. Det er et alt for ringe og usikkert grundlag for påbegyndelse af en gymnasial uddannelse.
Og så ønsker vi flere eksaminer og klassisk undervisning. Det nytter ikke noget, at man udelukkende taler om ”elevernes egen læringsproces”, vi må sætte alt ind på, at der rent faktisk er noget konkret at lære – at der bliver fyldt noget fagligt på eleverne. Gruppearbejde kan have sin berettigelse, men målet er, at elevernes faglighed bliver udviklet bedst muligt. I alt for lang tid har der kun været talt om varm luft og projektforløb. Det kan ikke stå alene.
Ja, det er godt, at det ikke på pilotuddannelsen, man har sænket de faglige krav. Men professorens eksempel var udmærket. Når det gælder liv og død i forbindelse med flyvning, er alle enige om, at man ikke kan gå på kompromis med faglighed og kundskaber. Men måske burde tankegangen også udvides til andre områder. Det er vel i sidste ende et spørgsmål om liv og død for Danmark og det danske folk, at vi kan klare os i den internationale konkurrence?