Partistøtte: Kan koste kræfter for V-folk i valgkampen

Det giver problemer for flere politikere i den kommende valgkamp, at de ikke har oplyst støtte fra Saxo Bank under forrige valgkamp. Sådan lyder vurderingen fra politisk reporter og kommentator på TV 2, Peter Lautrup-Larsen.

Berlingske skriver fredag, hvordan fem Venstre-politikere, blandt dem næstformand Kristian Jensen og en konservativ politiker, ikke oplyste til myndighederne, at de fik 25.000 kroner i støtte fra Saxo Bank under valgkampen i 2007, og dermed har de seks ifølge juraeksperter brudt reglerne.

- Juridisk set er det ikke verdens største sag, men i forhold til politisk renommé så putter det snavs på især en række Venstre-politikere, og det vil vi også se i valgkampen: Ikke kun venstrefløjen men også socialdemokraterne, selvom de havde deres i klemme først på ugen med deres erhvervsforum. Det vil blive en del af en valgkamp som Søren Pind, Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen kommer til at bruge nogle kræfter på. Det irriterer dem givetvis, siger Peter Lautrup-Larsen til TV 2.

Det er partistøtteloven, som eksperter peger på, at politikerne har brudt. Derfor skaber det også kritik fra blandt andre Enhedslisten og SF.

Alligevel mener Peter Lautrup-Larsen, at det her er en gråzone, fordi reglerne kan fremstå som indviklede, og regeringen har nedsat et ekspertudvalg til at kigge på reglerne. Alligevel burde der have været styr på sagerne hos VK-politikerne, mener han:

- Det er ikke nødvendigvis politikeren selv, der er den juridiske person her. Der er massevis af forklaringer, men den store sum er, at det burde de selvfølgelig have gjort. Det ved de også godt. Og det kan man også se af nogle af de kommentarer, der kommer, siger Peter Lautrup-Larsen.

Retsordfører hos Enhedslisten, Pernille Skipper, mener, at det er vælgerbedrag:

- Man kan næsten ikke finde tillægsord nok. Det er snyderi i bedste fald. Det er et skandaløst vælgerbedrag, vælgerne er blevet snydt, siger Pernille Skipper.

Se hele Peter Lautrup-Larsens analyse i videoen ovenfor.