Hvad sker der for Dansk Folkeparti?

Luften er tyk af valgløfter. I en tid hvor indbrudskriminaliteten er dalende, lover Konservative kamp mod indbrud. I en tid hvor svinepriserne rasler ned, lover Venstre flere svin til Danmark. I en tid hvor danskerne bliver mere og mere optaget af dyrevelfærd, lover Dansk Folkeparti at fjerne danske skrappe dyrevelfærdsregler. Hvad sker der dog derovre i blå blok?

Med komfortable meningsmålinger i blå blok skulle man tro, at fornuften ville indfinde sig og Danmarks ve og vel kom øverst på dagsordenen. Derfor er jeg vildt forundret over at se den blå oppositions optakt til valgkampen.

I en tid hvor vi alle glæder os over, at det endelig er lykkedes at knække kurven for indbrud, ja så er det netop Konservatives allerstørste politiske satsning. Der blæses højlydt til kamp mod indbrudskriminalitet. En meget snæver dagsorden kunne man sige. Men man kunne også hævde, at her er et parti, der er mere optaget af at pirke til danskernes frygt – frem for at finde løsninger på danskernes udfordringer.

Konservative har også droppet den grønne linje. Glemt er Connie Hedegaards ansvarlighed for natur og miljø. I stedet er Konservative hoppet på Venstres landbrugsudspil, hvor danske miljøregler lægges for had. Ja faktisk virker det som om både Konservative og Dansk Folkeparti er blevet helt assimileret i Venstre. Farvel til en grøn stemme i en mulig blå regering. Velkommen til mere gylle og mere sprøjtegift.

Dansk Folkeparti har forladt linjen om dyrevelfærd. Hvad skete der lige her? Jeg har i årenes løb – især under en blå regering - haft et rigtig godt samarbejde med Dansk Folkeparti, hvor vi opnåede helt nødvendige resultater for dyrevelfærden i moderne industrilandbrug. De tider er åbenbart forbi nu, hvor Dansk Folkeparti vil fjerne danske regler, og i stedet gå ned på EU-standarden ligesom Polen. Farvel til dyrenes stemme i en mulig blå regering. Velkommen tilbage til fikserede søer og lange dyretransporter.

Venstre vil ikke overraskende have flere svin i Danmark. Her er alt ved det gamle – og dog. Min forundring består i, at det er lige nu, Venstre vil udbasunere den drøm. Svinepriserne falder, mange landmænd står til økonomisk ruin. Danske svin er ikke en efterspurgt vare lige nu, hvor et vigtigt marked i Rusland er lukket land. Derfor kræver danske landmænd, at vi genindfører oplagring af det usælgelige svinekød. Forståeligt med deres økonomiske situation, men vi husker vist alle hvordan det gik med kornlagre og smørbjerge. Er det virkelig klogt når Venstre vil friste unge danske landmænd til at investere tocifrede millionbeløb i ny svineproduktion i en tid hvor ingen vil købe svin? Farvel til drømmen om et bæredygtigt landbrug. Velkommen til usælgelige kødbjerge på lager.

Er det panik eller populisme i blå blok? Det er svært at afgøre. Men jeg er måske også bare en naiv rød politiker, som synes, at det er vigtigere at satse på danskernes sundhed, hjælp til de ældre og bedre uddannelse til de unge, end på at bygge luftkasteller i form af urentable svinestalde og forsøge at knække indbrudskurver, der er knækket i forvejen.