Langballe: DF-måling kan skabe uro i blå blok
At Dansk Folkeparti i den seneste meningsmåling fra Megafon er det parti, flest danskere ville stemme på, hvis der var folketingsvalg i dag, er ikke noget, Lars Løkke Rasmussen kan være rigtig glad for.
Det vurderer TV 2's politiske redaktør Anders Langballe.
- Hvis han skal være statsminister med et Dansk Folkeparti, der er større end Venstre, så er det ikke en nem situation, siger Langballe.
- Vi har også en situation, hvor Dansk Folkeparti stædigt fastholder, at de ikke vil i regering. Men det kan spille en rolle i valgkampen: Hvorfor er det, at Danmarks største parti ikke vil tage ansvaret i regeringen. Hvorfor er det Lars Løkke Rasmussen, der skal være statsminister, hvis han kun er leder af det næststørste parti?
- Det kommer til at fylde, og det kan give en vis uro i blå blok.
Og selv om det blot er en meningsmåling - og altså ikke noget, der giver decideret politisk magt - kan DF bruge målingen på Christiansborg.
- Det er små marginaler, der skiller partierne i top 3, men det er ganske opsigtsvækkende. Det er første gang i analyseinstituttet Megafons historie, at Dansk Folkeparti er de største, og det er noget, der bliver lagt mærke til blandt partierne på Christiansborg - det kan jeg garantere.
- Det er også noget, Dansk Folkeparti kan bruge til en form for psykologisk overtag i det, der foregår på Christiansborg, selv om det kun er en meningsmåling.
I målingen ligger Dansk Folkeparti til at få 21,2 procent af stemmerne.