Her er favoritterne til at efterfølge Lykketoft

Med udmeldingen om, at Mogens Lykketoft fra september skal være formand for FN’s generalforsamling, står det klart, at Folketinget i løbet af næste år skal have en ny formand.

Om den nye formand først skal findes til september, hvor Lykketoft rejer til New York, afhænger af, hvornår Helle Thorning-Schmidt trykker på valgknappen, men sikkert er det i hvert fald, at Folketinget i løbet af 2015 får en anden formand en Mogens Lykketoft.

Spørgsmålet er så, hvem det bliver. TV 2’s politiske kommentator Peter Lautrup-Larsen giver her sine bud:

Bertel Haarder, Venstre

- Det afhænger af, hvem der vinder folketingsvalget. Lige nu ser det ud som om, at det bliver blå blok. Og så vil jeg sige, at den helt absolutte og indlysende favorit er Bertel Haarder, siger Peter Lautrup-Larsen og uddyber:

- Han har stor erfaring fra Folketinget, og man har indtrykket af, at han føler sig højt hævet over de daglige partinusserier. Og så vil det ikke være kontroversielt. Alle vil acceptere det. Der er ikke nogen, der har noget imod ham.

- Nu er det så længe siden, at han har været minister. Der generede han nogle flere. Men indtrykket er, at her er en mand, der godt ved, hvad demokrati og folkeoplysning går ud på, hvad grundloven går ud på, og har respekt for embedet og ikke vil blande sig i daglige trækasserier. Så han er indlysende favorit. Jeg vil blive yderst overrasket, hvis ikke det bliver ham.

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti

Men selvom Peter Lautrup-Larsen har Bertel Haarder som indlysende favorit, vil han ikke afvise andre emner.

- Hvis Dansk Folkeparti skulle blive landets største parti, så kan det være en anden situation. Hvis de for eksempel vælger ikke at gå i regering, så kan det være naturligt, at de får formandsposten, og så er det jo Pia Kjærsgaard. Det kan man ikke udelukke, sigerhan.

Peter Lautrup-Larsen understreger dog, at Folketingets partier i forbindelse med valget af formand prøver at blive enige på tværs af blokkene, da formanden i og for sig er formand for dem alle sammen. Og det kan være Pia Kjærsgaards problem, mener Peter Lautrup-Larsen.

- Man skal holde sig nogenlunde neutral, og der er det klart, at der vil Pia Kjærsgaard splitte, siger han.

Henrik Dam Kristensen, Socialdemokraterne

Hos Socialdemokraterne vurderer Peter Lautrup-Larsen, at Henrik Dam Kristensen vil være det bedste bud på en ny formand.

- Hvis rød blok mod forventning skulle vinde valget, så bliver det en socialdemokrat, og så er Henrik Dam Kristensen som partiveteran et godt bud.

- Han har været gruppeformand og har haft flere ministerposter. Det er klart, at han er blevet brugt som sådan en rullemarie af Helle Thorning til at tage alle mulige ministerposter, når hun havde brug for en. Og da hun havde brug for ham som gruppeformand, så gjorde han det. Det er svært at se en anden socialdemokrat, som vil have bred opbakning, siger Peter Lautrup-Larsen.

Marianne Jelved, Radikale Venstre

- Kommer vi en situation, hvor Radikale Venstre kan blive tungen på vægtskålen, er Marianne Jelved et bud, men jeg anser det for meget usandsynligt.  

- Det er der flere grunde til og ikke mindst, at hun som kulturminister for eksempel omkring underholdningsorkesteret har stået meget stejlt. Jeg tror ikke, at de blå partier synes, hun er en indlysende god idé. Det skulle kun være, hvis de har brug for Radikale Venstre i en eller anden sammenhæng, og sådan ser det ikke ud lige nu, siger Peter Lautrup-Larsen.

Formandspost er en god handelsvare

Som formand for Folketinget står der i jobbeskrivelsen, at man skal sørge for, at der er de bedste rammer for Folketingets arbejde. Det indebærer blandt andet at sikre god ro og orden i Folketingssalen samt gode arbejdsforhold for folketingsmedlemmerne.

Der er også mulighed for selv at præge debatformen i Folketinget, hvilket Mogens Lykketoft har været med til via indførslen af den til tider omdiskuterede spørgetime.

Den store politiske indflydelse er der ikke i embedet, men Peter Lautrup-Larsen mener alligevel, at posten er vigtig.

- Det er jo ikke en post, som man vil ofre alt muligt andet for. Men den har altid spillet en rolle, og den har altid været en handelsvare, hvis man skulle lave en regering. Det har der været flere eksempler på, i den politiske danmarkshistorie, siger han.

Sådan vælges Folketinges formand

Formanden for Folketinget vælges straks efter, at et nyvalgt Folketing er trådt sammen.

Formanden vælges ved en afstemning i salen, men der er tradition for fredsvalg med kun én kandidat, hvor der ikke gennemføres en egentlig afstemning. Der er dog også eksempler på kampvalg.

Senest i 1998, hvor stor uenighed mellem rød og blå blok resulterede i en afstemning, der endte lige. Det endte med, at Venstres Iver Hansen på lodtrækning fik posten på bekostning af Socialdemokraternes Birte Weiss.

Folketingets formand er også formand for Præsidiet. Her har han/hun fire næstformænd under sig. De vælges ikke ved afstemning, men fordeles ud fra partistørrelse således, at de fem største partier er repræsenteret i Præsidiet.

Kilde: www.ft.dk

Blå bog om Mogens Lykketoft

* Født: 9. januar 1946 i København.

* Søn af farvehandler Axel Lykketoft og Martha Lykketoft.

* Gift med journalist Mette Holm. Har desuden været gift med tidligere kulturminister Jytte Hilden (S).

* Har to døtre fra et tidligere forhold og fem børnebørn.  Uddannelse:

* Matematisk student 1964

* Cand.polit. 1971

Erhverv:

* Afdelingsleder i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1975-1981

Politisk karriere:

* Medlem af Folketinget fra 1981

* Minister for skatter og afgifter 1981-1982

* Socialdemokratiets politisk-økonomiske og finanspolitiske ordfører 1988-1991

* Politisk ordfører 1991-1993 og 2001-2002

* Finansminister 1993-2000

* Udenrigsminister 2000-2001

* Socialdemokratiets formand 2002-2005

* Formand for Folketinget 2011-

Publikationer og andet:

* "Skattereform 78?", 1978

* "Sans og samling - en socialdemokratisk krønike", 1994

* "Kina drager" sammen med Mette Holm, 2006

* "Burma - Myanmar - fortællinger fra et land i forandring" sammen med Mette Holm, 2012

/ritzau/