Langballe: Angrebsmanual viser dobbeltlivet i dansk politik

Når Venstre i en 80 sider lang manual forklarer sine folketingskandidater, hvordan de skal angribe deres politiske modstandere, er det et tegn på, at politikerne nogle gange siget et og gør noget andet.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske redaktør Anders Langballe, der særligt hæfter sig ved, at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i juni udtalte, at Venstre i en valgkamp ikke vil sværte sine politiske modstandere til.

- Det her giver jo et indblik i, hvordan Christiansborg egentlig fungerer indefra, og hvordan livet er i de politiske partier.

- Lars Løkke Rasmussen siger, at Venstre på ingen måde i en valgkamp vil gå efter at sværte sine politiske modstandere, men samtidigt laver man altså en stor manual på 80 sider, hvor der næsten på hver eneste side er hovedpunkter til, hvordan man angriber og sværter sine politiske modstandere. Det er jo afdækning af det dobbeltliv, der også er i politik, siger Ander Langballe.

Et problem for Venstre

I manualen til Venstres folketingskandidater står der blandt andet, at man i forbindelse med omtale af Enhedslisten skal huske at nævne Sovjetunionen, samt at der under partiet gemmer sig en totalitær og revolutionær ideologi. Og når regeringen nævnes, skal den omtales som ”løftebrudsregeringen”.

At de politiske partier laver materiale til deres kandidater om, hvordan de skal gå til deres modstandere, er der ifølge Anders Langballe intet nyt i. Alligevel skiller den lækkede manual fra Venstre sig ud, mener han.

- Det, der er problemet for Venstre, det er, at de vælger at trykke det i en manual på mere end 80 sider, hvor det er så udpenslet og så direkte, at vi kan sidde og tale om det her.  Det tegner jo et billede af, at politikere siger en ting og tegner nogle idealer, som ikke helt står mål med den virkelighed, der er bag linjerne, siger Anders Langballe, der kalder manualen for ”lidt kluntet formuleret”.

Ville gerne have holdt den internt

Venstres næstformand Kristian Jensen forsøger over for TV 2 News at tale manualen ned og siger, at man må være lidt jomfruelig i dansk politik, hvis man bliver overrasket over, at sådanne planer findes.

Den udlægning er Anders Langballe enig i, men han er alligevel overbevist om, at Venstre gerne ville have holdt angrebsplanerne internt

- Nu virker flere af Venstre-folkene lidt matte i dag, fordi de havde et socialt arrangement i går aftes, men jeg tror også, at det generer dem ganske meget, at den her er kommet ud til offentligheden, for det sætter dem selvfølgelig lidt tilbage i den planlægning af, hvordan man skal gå til sine modstandere frem til et valg. Så de grubler nok lidt over, hvordan de skal håndtere det her, vurderer Anders Langballe.