Penge i politik

Det har vakt røre, at Socialdemokraterne har oprettet en såkaldt ”erhvervsklub” hvor erhvervsledere formedels 15.000 kan møde ledende socialdemokrater. Min første reaktion var mere undren: hvis en erhvervsleder er villig til at smide 15.000 kr. for at møde Bjarne Corydon, har han godt nok for mange penge. Umiddelbar ville jeg finde bedre ting at bruge dem på. Og jeg undrede mig også over, at Socialdemokraterne nu går i hælene på de borgerlige partier, når det gælder gedulgte penge fra gedulgte givere.

For midt i forargelsen over socialdemokraterne må det erindres, at det er en aktivitet, Venstre og Konservative har praktiseret i årevis.. Hvilket ikke betyder, at Socialdemokraterne nødvendigvis skal gøre det samme. Tværtimod er der al mulig grund til at holde stien ren, når det gælder skjulte partitilskud.

For det er en pestilens, når det er pengene og ikke argumenterne, som bestemmer de politiske magtforhold. Det er ikke godt for demokratiet, hvis virksomhederne kan købe sig til indflydelse ved at smide penge ind i partiernes valgbudgetter. Som ved alt andet, forventer de selvsagt at få noget igen.

USA er i den henseende et skræmmeeksempel på, hvad penge gør ved politik. Hvis en kandidat ikke er i stand til at samle penge ind, har vedkommende ikke en chance i de valgkampe, der bliver dyrere og dyrere. Valgte politikere bruger størstedelen af tiden på at samle penge ind til den næste valgkamp. Når donorerne så samtidig bruger af millioner af dollars på at på at påvirke en bestemt lovgivning, tror pokker at den politiske beslutningsproces er kortsluttet.

Det var ikke den sunde fornuft, som i mange år forhindrede en sundhedsreform i USA, men derimod målrettede kampagner fra alle dem som tjener penge på et privat sundhedssystem: privathospitaler, forsikringsselskaber, advokater etc. Og det er de selvsamme aktører, som har forsøgt at underminere den vingeskudte sundhedsreform, Obama til sidst fik hevet i land.

Nuvel, vi har ikke amerikanske tilstand i Danmark, og tak for det. Men der er al mulig grund til at være opmærksom på alt, der peger i den retning. Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at der ikke vil være penge i politik. Selvfølgelig har erhvervslivet en interesse i en bestemt politisk retning. Men det mindste vi, kan gøre er at sikre større gennemsigtighed.

Der er således al mulig grund til at støtte Mogens Lykketofts bestræbelser på, at få alle pengegaver til de politiske partier frem i lyset. Så man kan se, hvilke konkrete virksomheder, der støtter et bestemt parti. Modsat i dag, hvor en virksomhed kan gemme sig bag Den liberale Erhvervsklub hvis den vil give penge til Venstre. Eller som socialdemokraterne planlægger, at der kan gives støtte i ly af den nye socialdemokratiske erhvervsklub.

Samtidig bør 20.000 kr.-grænsen sænkes betragteligt – så eksempelvis alle bidrag over 5.000 kr. til et parti skal offentliggøres.

For at modvirke afhængigheden af private sponsorer er den offentlige partistøtte sat i vejret. Det vil ikke være urimeligt, hvis der sker en modregning i den offentlige støtte, såfremt den private støtte overstiger et vist niveau.

Hvis vi vil fastholde et civiliseret og beslutningsdygtigt demokrati, er det med andre ord vigtigt at have hånd i hanke med pengene i politik. Det mindste vi kan gøre, er at give vælgerne klar besked om, hvem der støtter partierne økonomisk. Så kan vælgerne drage deres egne konklusioner.

Og for at undgå enhver misforståelse: kravene til større gennemsigtighed skal selvsagt også gælde bidrag fra fagbevægelsen.