Medie: Derfor har vi ansat Qvortrup

Henrik Qvortrup er blevet ansat på metroxpress, hvor han fra februar 2015 skal levere analyser på aktuelle politiske sager. Qvortrup har været uden job, siden han i slutningen af april forlod stillingen som politisk kommentator på TV 2 i kølvandet på Se og Hør-sagen. Chefredaktør på metroxpress, Jonas Rathje, ser ingen problemer i at ansætte den tidligere chefredaktør på Se og Hør, selvom han er sigtet i sagen.

- Vi har ansat ham nu, fordi han var ledig på markedet. Vi har tidligere brugt ham som klummeskribent og været rigtig glade for samarbejdet. Med hensyn til hans rolle i Se og Hør-sagen, så ser jeg ingen problemer med at ansætte ham. Bliver han dømt, må vi kigge på det til den tid. Lige nu er han sigtet i en sag, der risikerer at trække i langdrag og ingen aner, hvad det ender med. Det er ikke diskvalificerende for at blive ansat hos os, siger Jonas Rathje til tv2.dk.

Risikerer ansættelsen af Henrik Qvortrup ikke at ramme jer på troværdigheden?

- Nej, jeg mener ikke, at vi lider et troværdighedsknæk på det her. Henrik Qvortrup er en knivskarp analytiker og Se og Hør-sagen drejer sig om noget helt andet. Vi føler, at det er et godt tidspunkt at ansætte ham på nu, siger metroxpress’ chefredaktør.

Henrik Qvortrup skal efter planen dagligt levere analyser, både som videoer og på skrift, og får samtidig sit eget site på mx.dk med navnet ”DagensQ”.

Selv siger Qvortrup om sit nye job:

- Jeg er rigtig glad for at starte med en ny politisk side, der går godt i spænd med metroxpress og deres webside, siger Henrik Qvortrup til tv2.dk

- Det nye site vil udtrykke min tilgang til politik og jeg vil fravælge nogle af de sager, der er på Christiansborg for at kunne servere politik på min helt egen og en underholdende måde, siger Henrik Qvortrup.