Løkke: Intet kunstigt åndedræt over det her

Det danske landbrug skal producere mere – og for at det skal kunne lade sig gøre, skal reglerne lempes på en række områder.

Sådan lyder budskabet fra partilederne for tre af de borgerlige partier, der i fællesskab har præsenteret et nyt landbrugsudspil med i alt 16 punkter.

- Noget af det, der er dansk landbrugs styrke, er at vi producerer fødevarer af international topklasse. Med en høj grad af sikkerhed og en respekt for miljøet – og det skal vi selvfølgelig holde fast i, siger Venstres formand Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:

- Men der er plads til mere.

Landbruget glade, regeringen ikke

Fra Landbrug & Fødevarer er reaktionen på det borgerlige udspil positivt.

- Det er noget, vi i Landbrug & Fødevarer har ønsket os i lang tid. Ikke kun fordi, det er godt for os, men også fordi det er godt for arbejdspladserne og en hel masse almindelige mennesker, der arbejder i en industri, som er en følge af dansk landbrug, lyder det fra Karen Hækkerup, der er direktør i Landbrug & Fødevarer og indtil for kort tid siden minister i den socialdemokratisk ledede regering.

Anderledes kritisk lyder reaktionen ikke overraskende fra regeringen.

- Det ligger meget indgroet i Venstres DNA, at de vil forfølge en strategi, der handler om at producere så meget som muligt så billigt som muligt. Uden hensyntagen til miljøet og til dyrevelfærden, lyder kritikken blandt andet fra fødevareminister Dan Jørgensen.

'Sektoren klarer sig godt'

Lars Løkke Rasmussen afviser, at udspillet fra de blå er et forsøg på ’kunstigt åndedræt’ til et landbrug, der blandt andet er presset af høj gæld, samt en politisk krise med Rusland, der har medført handelshindringer, som særligt rammer svineproducenterne hårdt:

- Der er bestemt ikke noget kunstigt åndedræt over det her. Tværtimod. Vores fødevarerklynge er den del af vores erhvervsliv, som i virkeligheden klarer sig bedst. Den står for en fjerdedel af vores eksport, 170.000 arbejdspladser. Og det er rigtigt, at der er en situation i Ukraine, og derfor skal vi også ud og finde nye eksportmarkeder. Men noget af det, der tynger vores landbrug er, at der ikke produceres råvarer nok. Det er jo derfor, mange slagteriarbejdere har mistet deres arbejde og også derfor, at jeg i sommer kunne stå sammen med fagforeningsformanden for NNF og den daværende direktør i Landbrug & Fødevarer Søren Gade, og i fællesskab argumentere for, at vi får kigget på harmonikravene, altså på hvor mange dyreenheder, der går på en hektar landbrugsjord.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter