Få nu den sag lukket, Jelved

Hvad er det centrale i denne sag?

Det helt centrale spørgsmål drejer sig om: Er det bestyrelsen i Danmarks Radio eller kulturministeren eller Folketinget, der bestemmer? DRs bestyrelse og direktion vil nedlægge DRs underholdningsorkester. Kulturminister Marianne Jelved støtter bestyrelsen, men et flertal i Folketinget ønsker at bevare orkestret. Foreløbig er sagen sendt til hjørne, mens DR og ministeren brygger på forskelle kompromismuligheder, men den er ikke enkel.

Hvorfor er denne sag vigtig?

Fordi den handler både om det konkrete – orkestrets fremtid i graven eller orkestergraven. Men den handler jo også om, hvorvidt politikerne alligevel helst selv vil bestemme samtidig med man via lovgivningen har givet det formelle ansvar til DRs direktion og bestyrelse. Det viser bare, hvor håbløs konstruktionen er.

Hvad sker der nu?

Hvis Jelved giver sig, vil hun tabe ansigt overfor DRs ledelse. Så er det jo en fuldstændig underkendelse af deres ansvar og indflydelse. Hvis hun står fast, risikerer hun, at Folketinget bliver endnu mere sure end de er i dag. Omvendt har bl.a. Enhedslisten sagt, at sagen er for lille til at bringe ministeren og regeringen i mindretal gennem en mistillidsdagsorden. Det ville være helt til grin at vælte en regering på et DR-orkester samtidig med at vi i disse år har tusinder, der bliver ramt gennem forringelser af dagpenge, efterløn, kontanthjælp og meget andet. Så afgørende er dette orkester altså heller ikke. Vælgerne ville jo tro, regeringen og Folketinget var blevet vanvittige.

Hvor stor betydning får den for Jelved?

Den svækker billedet af hende som den fingernemme og handlekraftige minister. Jelved har brugt al for lang tid på en sag, som ikke fortjener det. Hvis hun alligevel ikke har tænkt sig at bøje sig for flertallet i Folketinget, burde hun have banket det på plads for længe siden. De mange møder og de mange ord virker pinlige. Se dog nu at få den sag lukket, på den ene eller anden måde. Verden står i flammer og her i landet skændes man om et underholdningsorkester, som kun en meget lille del af befolkningen overhovedet interesserer sig for eller lytter til. Langt de fleste danskere gider jo ikke lytte til Radiounderholdningsorkestret, der var mest hippe i mine forældres ungdom for 300 år siden.

Hvilke politikere vinder/taber på denne sag?

Denne sag optager selvfølgelig Danmarks Radio plus en håndfuld politikere og nogle journalister. Samt orkestrets trofaste fanskare, som er nydelig og artikuleret, men vælgermæssigt intet fylder. Dette er ikke en sag, der flytter stemmer – og den risikerer at irritere mange. Som om dette er landets største problem. Hvor var politikerne eksempelvis, da man for nylig gennemførte en stor fyringsrunde i DR?  Her forsvandt nogle af DRs allerdygtigste og mest synlige journalister. Hvorfor er lige præcis dette orkester vigtigere end så meget andet? Fordi en håndfuld politikere, der er optaget af deres personlige stemmetal og enkelte medier, dækker sagen intenst. Men det er altså – undskyld jeg siger det direkte – helt ude af proportioner og Jelved burde hurtigst muligt få den sag lukket ned, hvis ikke hun vil ligne en minister, der bare roder ubeslutsomt rundt uden at kunne finde en løsning og afslutning på sagen..

Engells overblik

"Engells overblik" er skrevet af Hans Engell selv og bringes løbende her på tv2.dk.

Hans Engell er tidligere forsvars- og justitsminister, formand for Det Konservative Folkeparti og chefredaktør på Ekstra Bladet. De seneste år har Hans Engell markeret sig som en af Danmarks mest fremtrædende politiske kommentatorer.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter