Langballe om rød erhvervsklub: Venstre gnider sig i hænderne

Mandag aften åbner Socialdemokraternes dørene og byder erhvervsfolk velkommen i den nye og meget omdiskuterede såkaldte erhvervsklub. Her kan personer – mod en betaling på 15.000 kroner - mødes med socialdemokratiske toppolitikere som finansminister Bjarne Corydon og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen. Og deltagerlisten; den er hemmelig.

Det nye initiativ skal blandt andet ses i lyset af, at Socialdemokraterne er på jagt efter nye indtægtskilder, forklarer TV 2s politiske redaktør Anders Langballe:

- Socialdemokraterne er på sin vis tvunget af omstændighederne. Mange af de klassiske strukturer, med partiet og fagbevægelsens parløb, er under opløsning. LO-forbund efter LO-forbund har meldt fra i forhold til den målrettede partistøtte til Socialdemokraterne, siger Anders Langballe.

Senest har El-forbundet eksempelvis besluttet, at sløjfe den direkte partistøtte fremover.

 - Her agerer man så i den virkelighed, der er. Man vil have lukket nogle af de huller, som er opstået, fordi fagbevægelsen trækker sig, siger Anders Langballe.

Problem for S

Socialdemokraterne har tidligere langet voldsomt ud efter særligt Venstre, der med deres ”Den Liberale Erhvervsklub” i årevis har modtaget millioner af kroner ved en lignende konstruktion. Og den kritik kommer tilbage som en boomerang efter at Socialdemokraterne i store træk har kopieret samme model, lyder analysen fra Anders Langballe.

- Flere af de socialdemokratiske profiler, eksempelvis nuværende skatteminister Benny Engelbrecht, har virkelig talt dunder mod alt der hed lobbyisme og hemmelighed omkring det, siger Anders Langballe og fortsætter:

- Man kommer ikke udenom, at det her er et problem for Socialdemokraterne. Og der er ingen tvivl om, at man hos Venstre sidder og gnider sig i hænderne. Da SF og Enhedslisten i forbindelse med spørgetimen i sidste uge langede ud efter statsministeren for at gøre som de borgerlige, kunne man jo se, at Løkke lignede en kat, der havde fået en hel liter fløde stillet foran sig.

Ifølge TV 2s oplysninger er den tidligere SF-skatteminister Thor Möger Petersen, der nu er ansat som udviklingschef hos Socialdemokraterne, en af hovedkræfterne bag initiativet. Det første møde i S-erhvervsklubben finder sted mandag aften kl. 19. 

Erhvervsklubberne

Både Venstre og Konservative har i årevis haft erhvervsklubber. 

Den Liberale Erhvervsklub.

Tilknyttet partiet Venstre. Har eksisteret i mere end ti år og var indtil for nyligt ledet af erhvervslederen Fritz Schur. Både møder og medlemsliste er hemmelig, og medlemmerne betaler i omegnen af 20.000 kr. for blandt andet at møde topfolk i Venstre. Pengene går herefter til Venstres partikasse, men her er det altså blot oplyst, at pengene kommer fra Den Liberale Erhvervsklub. 

C-business.

De Konservatives erhvervsklub, der har eksisteret siden 2005. Som i tilfældet med Den Liberale Erhvervsklub er medlemslisten hemmelig og prisen for at være med omkring 20.000 kr. Ifølge Berlingske er formanden for C-business Arne Bang Mikkelsen, de er tidligere chef for Bella Center. 

Erhvervsforum Vækst DK.

Socialdemokraternes nystartede erhvervsnetværk. Første møde skal finde sted 24. november. Erhvervsfolk kan - mod en betaling på 15.000 kroner - få lov at deltage i møder med S-toppolitikere. Medlemslisten er - som i C-business og Den Liberale Erhvervsklub - hemmelig, og pengene fra erhvervslederne går til den socialdemokratiske partikasse.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter