Se videoerne: Jensen slog Heunicke i "instruktør-battle"

Transportminister Magnus Heunicke (S) og Venstres næstformand Kristian Jensen har haft en venskabelig dyst kørende på Twitter, om hvem der kunne få flest likes på en hjemmelavet video siden kl. 08 i morges.

Filminstruktør-dysten sluttede søndag aften kl. 20, og det blev Kristian Jensen, der løb med sejren. Han mener selv, at der var tale om held.

- Stor respekt. Magnus har ikke bare i dag, men også med tidligere videoer vist, at han laver nogle rigtig gode klip. Han er god til at vise folk, hvad han laver som minister, men prøver også at gå nye veje. Han havde for eksempel en video, hvor han var ude og køre med en lastbilchauffør, som fortalte lidt om vilkårene. Jeg har bare været heldig lige at ramme det rigtige, siger Kristian Jensen til tv2.dk ovenpå sejren.

Videoerne er lavet med Magisto, hvor man kan lave film med udvalgte billeder og videostykker.

- Jeg har været heldig, at få lavet en video, som siger noget politisk, som har en historie i sig om det samfund, jeg gerne vil give videre. Jeg laver en sløjfe, fra jeg står op af sengen om morgenen, og viser i løbet af dagen, hvad det er for et samfund, vi gerne vil bygge op, og så slutter den af med et billede af min søn, der sover i sengen, siger Kristian Jensen, der ser frem til en ny instruktør-dyst mod transportministeren.

- Jeg har lovet Magnus en mulighed for revanche. Vi skal bare finde den rigtige lejlighed.

Her kan du se begge videoer.