S-ordfører vil have nyt system: Kvote 1 og 2 er forældede

Socialdemokraterne vil gøre op med det nuværende optagelsessystem til de videregående uddannelser. Partiets uddannelsesordfører Jeppe Bruus mener således, at det nuværende system med kvote 1 og 2 er forældet og bør laves om.

Det skriver han i en kronik i søndagens Politiken, hvor han foreslår et nyt matchsystem, hvor karaktererne fylder mindre og bliver suppleret af samtaler og tests af de kommende studerende.

På den måde vil flere gennemføre den uddannelse, de er startet på, da man vil blive bedre til at forventningsafstemme og få mere motiverede studerende, lyder det.

- Frafaldet på universiteterne er op mod en tredjedel, og det er simpelthen for mange, siger Jeppe Bruus til TV 2 NEWS.

- Samtidig er karaktersnittene efterhånden så høje, at vi i sommer så nogle uddannelser nærmest krævede over skalaen på 12 for at komme ind, og så mener jeg, at vi er udfordrede på den måde, vi i dag matcher de studerende med uddannelserne, forklarer han.

Ved at udvide systemet og bruge flere faktorer i matchprocessen, håber ordføreren, at man vil få en lidt bredere sammensætning af de studerende på uddannelserne end i dag.

- Det er vigtigt, når man efterfølgende skal ud på arbejdsmarkedet, at vi ikke bliver for snæversynet og homogen en gruppe. Vi ser på en række uddannelser, at det er svært at aftage de uddannede, fordi arbejdsmarkedet er mere bredt og mangfoldigt, end den gruppe, der læser, siger Jeppe Bruus.

Han vil ikke komme med en konkret tegning for det nye system, men karakterer skal ikke gøres helt overflødige. De skal stadigvæk vægtes i det nye matchsystem, som stadig skal bygge på retfærdighed og dokumentation.

- Det skal ikke være sådan, at én ligger og knokler igennem, og så bliver man overhalet indenom af en doven rad, som leverer en god samtale, siger Jeppe Bruus.

Ordføreren erkender, at det vil kræve flere ressourcer at gennemføre optagelsesforløb med samtaler og screeningsprocesser, men henviser til erfaringer fra Syddansk Universitet, der skulle vise, at investeringen tjener sig ind igen ved et lavere frafald.

Han understreger, at forslaget ikke er regeringens politik for et nyt uddannelsessystem.

- Det her er mit bud som socialdemokrat og oplæg til diskussionen om, hvordan vi løfter kvaliteten i vores videregående uddannelser, siger han.

Hør hele interviewet med Jeppe Bruus i videoen over artiklen.