Politiker til tv-vært: Du skal lytte til mig, ikke din øresnegl

Et flertal i Folketingets Præsidium bestående af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten anbefaler, at det frivillige såkaldte hvervsregister bliver obligatorisk, skriver Information. Det vil betyde, at politikere skal oplyse, hvilke indtægter, de har ved siden af Folketinget, og hvor indtægterne kommer fra.

Simon Emil Ammitzbøll og Liberal Alliance mener langtfra, at det er en god idé, det forsøgte politikeren lørdag at forklare Allan Silberbrandt på TV 2 News. TV-værten mente dog ikke, at han fik svar på sit spørgsmål - Simon Emil Ammitzbøll mente til gengæld ikke, at Allan Silberbrandt hørte efter. Se hele interviewet øverst i artiklen.

- Vi synes, det er et slag i luften, for det er jo ikke mere obligatorisk, end det er frivilligt i den forstand, at det er sanktionsløst ikke at være med. Folk er velkommen til at stemme på dem, de har lyst til det, hvis vælgerne mener, der er et problem i, hvilke bestyrelsesposter eller biindtægter man har. De kan stemme på andre, og det er det fantastiske ved demokratiet.

- Nu har jeg lyttet til, hvad du siger, og du siger, at der ikke er sanktioner, men du forklarer ikke, hvorfor du ikke vil oplyse, hvad I tjener ved siden af?

- Der findes jo også lande, hvor det er offentligt, hvad alle borgere betaler i skat, og det synes vi også er en privat ting.

- Du siger ikke, hvorfor I er imod, du siger bare, at I er imod, fordi I er imod, men prøv at give en forklaring på, hvorfor der er noget galt i, at vælgerne ved, hvad I tjener, og hvad i tjener pengene på ved siden af arbejdet i Folketinget.

- Du siger, at du lytter, men jeg tror, du lytter for meget til øresneglen og for lidt til mig. Jeg siger, at det er helt i orden, at man vil bevare, hvad man har af indtægter, og hvad man betaler i skat som privat. Det er en personlig oplysning, og hvis du som vælger mener, at det er afgørende, hvad politikerne oplyser, så kan du jo stemme på en, der gør det. Det er et svar, og så kan det være, at man ikke kan acceptere det svar, eller ikke er enig i argumentet, men jeg synes ikke, det er rigtigt, at der ikke bliver svaret.

- Det er rigtigt, at der ikke bliver svaret, for du svarer ikke på, hvorfor du siger, at folk kan stemme på andre, og det er også i orden, hvis du ikke har et argument ud over, at du ikke vil oplyse det, men jeg tror, der sidder mennesker, der tænker, at det kunne være rart at høre et argument.

- Jeg synes, det er sjældent ringe spørgeteknik, der lige nu udfoldes. Det jeg svarer, og nu skal du ikke lytte til øresneglen, det er, at jeg synes, det er en privat oplysning, hvad man betaler i skat, og hvad man betaler det af. Punktum. Det er svaret.

Det fik Allan Silberbrandt til at spørge, om politikernes interesse ikke var noget, Simon Emil Ammitzbøll selv overvejede, når han stemte.

- Der er ikke nogen, der har parkeret deres uafhængighed andre steder. Jeg ved, at Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten har parkeret deres uafhængighed ved fagforeninger, og der er stadig masser af mennesker, der vælger at stemme på dem.

Desuden efterlyser Simon Emil Ammitzbøll, at TV 2 selv kontrollerer dem, der står i registrene. Det er nemlig ikke muligt, hvis man ikke har deres skatteoplysninger, og derfor mener han, at det er ”selvgodhedsregister”.