Kommunernes og regionernes formænd: Derfor vil vi fusionere

Puljer vi kræfterne kommer vi til at stå stærkere, når der skal lægges arm med regeringen. 

Sådan lyder det fra Bent Hansen (S), formand for Danske Regioner, og Martin Damm, formand for Kommunernes Landsforening (KL), der fredag formiddag har præsenteret planerne for en sammenlægning af de to store interesseorganisationer.

- Vi har besluttet, at vi vil gå tilbage til vores respektive bestyrelser i december måned og forelægge en beslutning om at vi skal undersøge en fusion, siger Martin Damm og fortsætter: 

- Vi har drøftet det igennem noget tid, og set den meget stærke detailstyring, der sker af det decentrale Danmark, og vi mener tiden er inde til at opruste og danne en rigtig stærk organisation, der kan repræsentere det decentrale Danmark, til glæde for borgerne. 

Ellers taber det decentrale Danmark

En fusion vil betyde, at den kommende forening vil repræsentere både landets 98 kommuner og de fem regioner, eksempelvis når der skal forhandles økonomiaftaler med regeringen. I dag foregår de forhandlinger separat. 

- Vi forhandler jo hvert år med den til enhver tid siddende regering om, hvilke løsninger, der skal være. Og ved at gå sammen, så får vi en stærkere stemme, end hvis vi sidder hver for sig - for så er det staten, der vinder, og det er det decentrale Danmark, der taber. Og vi vil gerne slå pjalterne sammen og kunne gøre det meget bedre, siger Martin Damm.  

Kommunernes ansvarsområder er blandt andet børnepasning, folkeskole, ældrepleje, det sociale område og aktiviering, mens regionernes hovedopgave er sygehusvæsnet. Den nuværende struktur med 98 kommuner og fem regioner har eksisteret siden 2007, og en mulig kommende fusion af KL og Danske Regioner og vil utvivlsomt endnu engang sparke gang i debatten om, hvorvidt dén struktur er den rigtige - og om eksempelvis regionerne bør bevares i samme form som nu.

Bent Hansen afviser dog, at fusionen vil være et skridt på vejen til en nedlæggelse af regionerne. 

- Jeg tror, det er vigtigt at understrege, at vi har to velfungerende systemer - kommuner og regioner - som leverer høj service hver eneste dag.

Følg TV 2 Politik

FĂĄ seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion pĂĄ Christiansborg:

TV 2 Politik pĂĄ Facebook

TV 2 Politik pĂĄ Twitter