Asyl-tal var for lave: Anklages for at vildlede Folketinget

Regeringen anklages  for at vildlede Folketinget om antallet af forventede asyl-ansøgere i 2014, skriver Jyllands-Posten.

I august i år erkendte daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) for første gang at tallet var stigende og fortalte Folketinget, at tallet i år ville lande på "nærmere 10.000".

Men af et nyt notat fra Justitsministeriet fremgår det, at ministeriet allerede havde opjusteret prognosen til 13.000 ansøgere.

- Det er meget alvorligt. Vi spurgte, hvad forventningen var og fik på et samråd at vide, at det var 10.000. Så viser det sig, at de faktisk regnede med 13.000, siger Karsten Lauritzen, retsordfører for Venstre, til Jyllands-Posten.

Også Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti (DF), kræver ifølge avisen en forklaring fra den nuværende justitsminister, Mette Frederiksen (S).

Justitsministeriet har ikke svaret på, hvorfor de forkerte oplysninger til Folketinget aldrig er blevet korrigeret, og Mette Frederiksen har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten.