Mette Frederiksen om asyldebat: Mærkeligt drilleri fra Venstre

Regeringens lovforslag om asylstramninger blev torsdag førstebehandlet i Folketinget. Her fik forslaget hug fra begge sider af salen.

Hverken SF eller Enhedslisten vil være med på stramninger på asylområdet, mens Venstre angiveligt ikke vil lægge stemmer til, hvis ikke der kommer nærmere afklaring på effekterne af stramningerne.

Justitsminister Mette Frederiksen (S) kalder Venstres udmelding besynderlig og mener, det minder om politisk drilleri.

- Jeg synes, det er en meget mærkelig reaktion fra partiet Venstre. Vi står i en meget svær situation på asylområdet, hvor der kommer ekstraordinært mange asylansøgere hertil. Det gør vi, hvad vi kan, for at håndtere som regering, og jeg havde egentligt forventet, at Venstre ville bidrage positivt i den sammenhæng, siger Mette Frederiksen til TV 2 NEWS.

Hun understreger, at Venstre må stille alle de spørgsmål, de mener, er relevante, og at regeringen nok skal svare.

- Men at bringe sig i sådan en lidt drillende position, synes jeg, er en mærkelig situation, fastslår Mette Frederiksen.

Flertal for stramninger trods kritik

Trods Venstres modstand, ser det ud til, at regeringen alligevel har sit flertal hjemme, da både Konservative og Liberal Alliance er klar til at lægge stemmer til.

- Vi støtter forslaget i mangel af bedre. Jeg synes ikke, der er ideelt. Ideelt set ville vi hellere hjælpe med nogle ordentlige lejr i for eksempel Tyrkiet, så man kunne hjælpe mange flere i nærområdet, siger udlændingeordfører hos LA, Simon Emil-Ammitzbøll.

- Jeg synes ikke, det er nok, men det er et skridt i den rigtige retning. Man burde kigge på hele asylområdet og se, om vi gør det på den rigtige måde, siger Konservatives udlændingeordfører, Tom Behnke.

Dansk Folkeparti ønsker at stramningerne skal ramme alle flygtninge, men det var der ikke flertal for i Folketingssalen i dag. De er derfor også indstillet på at stemme for regeringens forslag.

- Når Dansk Folkeparti argumenterer for at stramme op i asyl- og udlændingepolitikken, og der så faktisk sker noget, selvom det er meget lidt, så ville det være mærkeligt, hvis ikke Dansk FOlkeparti stemte for det, siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen til TV 2 Nyhederne.

Mette F: En særegen situation

Men selvom regeringen kan fĂĄ sit forslag igennem uden om Venstre, mener justitsministeren stadig, at Venstre burde blive en del af en bred aftale.

- Jeg synes, det vil være en meget særegen situation, hvis Venstre, som går efter at genvinde regeringsmagten efter næste valg, ikke vil bidrage positivt til, at vi i Danmark kan løse en af de mest presserende samfundsopgaver, nemlig at finde en god balance på hele asyl- og flygtningeområdet.

Torsdagens asyldebat blev afbrudt af en gruppe syngende demonstranter, der er imod stramningerne. Se situationen her.