Regeringen svigter familierne

Regeringen indgik i går en aftale om finansloven for 2015 med SF og Enhedslisten. Og det er desværre en aftale, som bærer tydeligt præg af, hvem regeringen har indgået den med. Den er gennemsyret af flere på offentlig forsørgelse, mindre ansvar og råderum til familierne og færre private job.

Grundlæggende indeholder finanslovsaftalen kun to ting: Endnu flere offentlige udgifter og endnu flere på offentlig forsørgelse. Der er ikke ét nyt tiltag, som kan skabe vækst og nye arbejdspladser. Konsekvensen er enkel: Gælden stiger, og den offentlige sektor bliver endnu større.

Og så afskaffer aftalen desværre den gensidige forsørgelsespligt for kontanthjælpsmodtagere, som vi ellers aftalte med regeringen i forbindelse med kontakthjælpsaftalen sidste år. Det er dybt beskæmmende.

Det er en grundlæggende sund værdi, at man tager hånd om sig selv og sine. Derfor er det direkte umoralsk, når nogen synes, at det er helt i orden at gå over til naboen og banke på og bede dem betale, før man har gjort alt, hvad man kunne for at tage vare på sig selv og sine.

Der er brug for en helt anden kurs.

Først og fremmest skal danskere beholde flere af de penge, de selv tjener.  Derfor skal skatten sænkes i top og bund. Det fremmer initiativ og virkelyst, og gør det lettere for virksomhederne at drive forretning i Danmark.

Og så skal danske familier have råd til at få hjælp i hjemmet. Frem for at afskaffe håndværkerfradraget bør det fordobles til 30.000 kroner. Hjemmet er og skal være vores trygge base, og ingen skal tvinges fra hus og hjem på grund af stigende skatter. Derfor vil vi sætte en stopper for grundskyldens himmelflugt. Og så skal politiet komme, når man ringer - for eksempel ved indbrud. Derfor skal politiet tilføres yderligere 500 millioner kroner.

Du kan her læse hele Det Konservative Folkepartis finanslovsforslag for 2015.

Desværre ville regeringen og venstrefløjen det anderledes.