Jubler over aftale: Nu kan jeg blive boende hos min familie

De seneste dage har regeringen sammen med Enhedslisten og SF landet den ene delaftale efter den anden i forbindelse med de aktuelle finanslovsforhandlinger.

Sidste store knast har været dagpengespørgsmålet, hvor regeringstoppen på forhånd har afvist at lave ændringer i dagpengesystemet, før Dagpengekommissionen i september 2015 kommer med sine anbefalinger.

Men parterne skulle nu angiveligt også være enige om en løsning på dette område. Den gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpssystemet afskaffes, og samtidig indføres der en ny social ydelse til den gruppe, der står til at ryge helt ud af dagpengesystemet, erfarer Berlingske.

Forsørgerpligten var en del af kontanthjælpsreformen fra 2013, som forpligtede samlevende par til at forsørge hinanden, hvis den ene ender på kontanthjælp, på samme måde som reglerne er for ægtepar.

Men nu tyder det altså på, at pligten bortfalder, og sker dét, er det til stor glæde for de par, der som følge af reglen har følt sig tvunget til at flytte fra hinanden, heriblandt Christian Danvill, der er stifter af Facebook-gruppen "Nej Tak til Gensidig Forsørgelsespligt – Kontanthjælpsmodtagere".

- Det har utrolig stor betydning, så jeg kan være sammen med min familie igen, for jeg stod lige på nippet til at blive hjemløs og simpelthen forlade min familie på grund af det her, siger Christian Danvill til TV 2 NEWS.

Formålet med forsørgerpligten er at give det samlevende par pligt til at forsørge hinanden og derved skabe ekstra motivation til at finde et arbejde for den ledige. Men det virker ikke sådan, mener Christian Danvill.

- Det har ikke virket, for hvis man fjerner eksistensgrundlaget for en person, og man er oven i et sagsafklaringsforløb, så bliver man jo låst, man kan ikke komme ud af det. Det er jo en katastrofal situation at stå i, siger Christan Danvill.

Han siger, at han var klar til at forlade hjemmet for at beskytte sin familie på grund af den genside forsørgerpligt. Han vurderer, at reglen har ramt omkring 12.000 samlevende par, herunder størstedelen af de over 3500 medlemmer af Facebook-gruppen.

- Det har været en fantastisk gruppe. Vi har kunnet finde hinanden, sammenligne de fælles historier, og derved er vi blevet meget stærke og kunnet påvirke systemet på den her måde og sige, at det her ikke fungerer, fastslår Christian Danvill.

Afskaffelsen af den gensidige forsørgerpligt er endnu ikke en realitet, men den endelige aftale på området forventes fra flere sider at blive præsenteret senere torsdag.