S-chef efter hård kritik: Vi fifler ikke med reglerne

Venstre har en erhvervsklub, hvor erhvervsfolk mod betaling kan møde Venstres toppolitikere, og hvor deltagerlisten er hemmelig. Og Socialdemokraterne har nu også en erhvervsklub, hvor erhvervsfolk mod betaling kan møde partiets toppolitikere, og hvor deltagerlisten er hemmelig.

Og mens Socialdemokraterne gentagne gange har kritiseret konstruktionen af Venstres ’Den Liberale Erhvervsklub’, er kritikken af Socialdemokraternes egen ’Erhvervsforum Vækst DK’ skudt ved siden af målet.

Sådan lyder budskabet fra Socialdemokraternes partisekretær, Lars Midtiby.

- Vi ønsker ikke fiflerier. Vi ønsker et forum, hvor man kan mødes, og det mener vi, at vi har skabt nogle gode rammer for her. Det er jo også sådan, at man kan være medlem af et politisk parti, uden at ønske, at man skal have det frem i pressen, siger Lars Midtiby og fortsætter:

- Det vi ønsker her, er at skabe et forum, hvor man ikke nødvendigvis forpligter sig til at skulle stå på mål for, at man er socialdemokrat – vi vil gerne skabe et forum, hvor man kan møde op og diskutere politik og samfundsudvikling. Men jeg vil gerne understrege, at vi ikke ønsker at fifle med de regler omkring åbenhed på 20.000 kroner, som gælder. Det lader vi Venstre om.

'Vi overholder reglerne'

I september sidste år var en række socialdemokratiske politikere hårde i deres kritik af Venstre, der ikke - trods gentagne spørgsmål - kunne oplyse, om olieselskaber støttede partiet økonomisk gennem deres erhvervsklub.

- Får vi snart svar på, om olieselskaberne støtter Venstre økonomisk gennem jeres erhvervsklubber? spurgte Socialdemokraternes daværende erhvervsordfører Benny Engelbrecht, der i dag er skatteminister, eksempelvis.

Socialdemokraternes daværende politiske ordfører Magnus Heunicke kritiserede også konstruktionen af erhvervsklubberne, hvor man ” kan modtage store beløb i støtte, uden at det bliver åbent. Og Venstre vil altså ikke svare på, om de her olieselskaber er nogle af dem, der støtter dem. Så kan man konkludere sit.”

Svaret fra Venstres Kristian Jensen var i den forbindelse:

- Lovgivningen er ganske klar på det område. Sådan er reglerne for os, ligesom for alle andre

Og et lignende svar kommer nu fra Socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby, om den nye ’Erhvervsforum Vækst DK’:

- Vi omgår ikke nogle regler. Vi pålægger det her erhvervsforum præcis de samme åbenhedsregler, som hvis man betaler direkte til partiet. Og derfor er der ikke tale om noget omgåelse. Og det er det væsentlige at holde fast i. Vi ændrer ikke kurs i forhold til at ville omgå nogle regler. 

Enhedslisten: Svært at tro

Enhedslisten Pernille Skipper er både overrasket og skuffet over, at Socialdemokratiet har valgt at oprette deres egen erhvervsklub.

- Jeg havde svært ved at tro på, at det var socialdemokraterne, der har lavet en erhvervsklub, en pengeklub, som vi ellers i fælles front har kritiseret Venstre og Konservative at have haft i mange år. Det er jo en måde at omgå de sparsomme åbenhedsregler, vi har i Danmark, på, siger hun.

Følg TV 2 Politik

Få seneste nyt, analyser og baggrund om dansk politik, leveret af TV 2's redaktion på Christiansborg:

TV 2 Politik på Facebook

TV 2 Politik på Twitter

Erhvervsklubberne

Både Venstre og Konservative har i årevis haft erhvervsklubber. 

Den Liberale Erhvervsklub.

Tilknyttet partiet Venstre. Har eksisteret i mere end ti år og var indtil for nyligt ledet af erhvervslederen Fritz Schur. Både møder og medlemsliste er hemmelig, og medlemmerne betaler i omegnen af 20.000 kr. for blandt andet at møde topfolk i Venstre. Pengene går herefter til Venstres partikasse, men her er det altså blot oplyst, at pengene kommer fra Den Liberale Erhvervsklub. 

C-business.

De Konservatives erhvervsklub, der har eksisteret siden 2005. Som i tilfældet med Den Liberale Erhvervsklub er medlemslisten hemmelig og prisen for at være med omkring 20.000 kr. Ifølge Berlingske er formanden for C-business Arne Bang Mikkelsen, de er tidligere chef for Bella Center. 

Erhvervsforum Vækst DK.

Socialdemokraternes nystartede erhvervsnetværk. Første møde skal finde sted 24. november. Erhvervsfolk kan - mod en betaling på 15.000 kroner - få lov at deltage i møder med S-toppolitikere. Medlemslisten er - som i C-business og Den Liberale Erhvervsklub - hemmelig, og pengene fra erhvervslederne går til den socialdemokratiske partikasse.