Rød erhvervsklub: 15.000 kroner for adgang

Socialdemokraterne har i årevis kritiseret de borgerlige for at indsamle penge fra erhvervslivet gennem hemmelige foreninger.

Men nu har partiet tilsyneladende skiftet mening i sagen om hemmelige pengeklubber. Det skriver Berlingske onsdag.

Socialdemokraterne har nemlig oprettet en lignende erhvervsklub, hvor det officielle mål er at skabe bedre dialog mellem socialdemokratiske politikere og erhvervslivet.

Men et medlemskab i den hemmelige klub er ikke gratis. Det koster 15.000 kroner at blive inviteret med til klubbens møder.

Socialdemokraternes partikasse modtager overskuddet fra den pengeklubben, hvor medlemslisten er hemmelig.

Den 24. november afholdes første møde i socialdemokraternes nye erhvervsforum, og både finansminister Bjarne Corydon (S) og erhvervs-og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) deltager her.

- Formen bliver korte oplæg fra centrale ministre og relevante videnspersoner, så der er god tid til debat og networking. Der skabes således et unikt rum for åbne drøftelser af samfundets problemer og et indblik i vilkårene for politiske beslutninger, skriver erhvervsklubbens formand Carsten Koch i invitationen til klubbens erhvervsfolk, som Berlingske er kommet i besiddelse af.

Men socialdemokraterne har tidligere været ude og kritisere lignende foreninger hos Venstre og Konservative.   

- At man for eksempel kan lave en indsamlingsforening og dermed undgå at oplyse, hvem der egentlig har samlet penge ind til partierne, er med til at skabe mistillid. Det duer ikke, og det er med til at skabe myter, sagde socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby i juli 2013.

Hos Enhedslisten er gruppenæstformand Pernille Skipper overrasket over, at Socialdemokratiet har oprettet en hemmelig pengeklub.

- Jeg havde svært ved at tro på, at det var socialdemokraterne, der har lavet en erhvervsklub, en pengeklub, som vi ellers i fælles front har kritiseret Venstre og Konservative at have haft i mange år. Det er jo en måde at omgå de sparsomme åbenhedsregler, vi har i Danmark, på, siger hun til TV 2 NEWS.

Pernille Skipper kalder den nye erhvervsklub både pinlig og dobbeltmoralsk.

- Jeg vil sådan set opfordre socialdemokraterne til at være åbne omkring, hvem der deltager i de her møder, og præcis hvad det er for såkaldte holdninger, der bliver udvekslet.

- Problemet er jo at med sådanne konstruktioner som det her, så kan man få en mistanke om, at der bliver udvekslet holdninger for penge. Og det hører simpelthen ikke hjemme i dansk politik, siger Pernille Skipper.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra socialdemokraternes partisekretær Lars Midtiby.

Erhvervsklubberne

Både Venstre og Konservative har i årevis haft erhvervsklubber. 

Den Liberale Erhvervsklub.

Tilknyttet partiet Venstre. Har eksisteret i mere end ti år og var indtil for nyligt ledet af erhvervslederen Fritz Schur. Både møder og medlemsliste er hemmelig, og medlemmerne betaler i omegnen af 20.000 kr. for blandt andet at møde topfolk i Venstre. Pengene går herefter til Venstres partikasse, men her er det altså blot oplyst, at pengene kommer fra Den Liberale Erhvervsklub. 

C-business.

De Konservatives erhvervsklub, der har eksisteret siden 2005. Som i tilfældet med Den Liberale Erhvervsklub er medlemslisten hemmelig og prisen for at være med omkring 20.000 kr. Ifølge Berlingske er formanden for C-business Arne Bang Mikkelsen, de er tidligere chef for Bella Center. 

Erhvervsforum Vækst DK.

Socialdemokraternes nystartede erhvervsnetværk. Første møde skal finde sted 24. november. Erhvervsfolk kan - mod en betaling på 15.000 kroner - få lov at deltage i møder med S-toppolitikere. Medlemslisten er - som i C-business og Den Liberale Erhvervsklub - hemmelig, og pengene fra erhvervslederne går til den socialdemokratiske partikasse.