Hjææælp, jeg får dødstrusler!

Ja, jeg er blevet truet på livet. Ja, jeg synes det er intimiderende. Ja, jeg synes, der var rigtig lang vej fra bilen hen over en mørk parkeringsplads til mødelokalet den aften, hvor en eller anden klaptorsk havde sagt, at han ville skyde mig – til netop det politiske arrangement. Og ja, nettet har gjort det meget lettere at sende trusler af sted – uden at skulle ulejlige sig ned på et posthus efter frimærker og den slags besværligheder. Men jeg gik alligevel til det møde – og jeg bliver i politik. Hvorfor mon?

Min far var politisk aktiv i vores lokale byråd, og jeg husker tydeligt en aften, da jeg var omkring 8-10 år gammel. Dengang kunne man ikke true på nettet – man gjorde det rent fysisk. Nogen havde spredt rygtet om, at min far ville lukke ungdomsklubben. Det var ikke sandt. Men det ændrer ikke ved, at 30-40-50 måske 100 unge mennesker på knallerter fræsede hærgende rundt i mørket på vores gårdsplads og i haven den aften. I dag ville man kalde dem rockertyper. Dengang var det bare bøller. Det kom til korporligheder, da min far gik ud og konfronterede dem – og forsvarede os unger og min mor. Aftenen endte med, at et par af de unge mennesker sad i sofaen i stuen og måtte afgive forklaring til politiet. Hvad der derefter skete, ved jeg ikke. Men historien kom vist ikke i avisen. Der var ingen News-helikopter til at rapportere live fra gerningsstedet. Sagen var ubehagelig, vi unger var skrækslagne, mine forældre sikkert også, men det blev håndteret. Og livet gik videre. Min far fortsatte i lokalpolitik. Og jeg blev sidenhen politisk aktiv.

Lige som alle andre bliver jeg påvirket af alle historierne i medierne. Tænker at livet er farligt. Men jeg har ALDRIG været ude for noget, der bare ligner det, min familie blev udsat for dengang. Så jeg tager det rimelig roligt.

Men måske er forskellen i dag, at truslerne er anonyme. Du ved ikke, om de kommer fra en sindssyg type, der vil gøre alvor af truslen. Eller om det ’bare’ er nogle knallertbøller, der har fået en sag galt i halsen. Det er umuligt at skelne. Når man så lægger oveni, at der kommer sexistiske undertoner, fordi man er kvindelig politiker. Ja, så summer det hele op og bliver nok opfattet værre.

Nogle gange prøver jeg – med et smil på læben og efter råd fra en god ven – at visualisere de anonyme personer, som sidder på nettet og truer eller sviner mig til. Jeg ser for mig en lidt sumpet type, der sidder i slidte underbukser, med en øl eller cola i hånden, i kælderen under forældrenes villa. Han er indebrændt, men langt væk fra de handlingens unge mænd, jeg så i min barndom. Så bliver truslen lige pludselig ikke så alvorlig. Jeg vifter det væk – og fortsætter mit politiske arbejde.

Jeg ved, at mange af mine kolleger undlader at tale offentligt om truslerne. Sikkert først og fremmest for ikke at fremprovokere endnu flere trusler – for de truende klaphatte læser jo formentlig også aviser. Men også fordi vi risikerer at blive opfattet som klynkere, tudefjæs og nærtagende. For man må da ku’ tåle lidt kritik, når man selv stikker snudeskaftet frem. Men vi får et demokratisk problem, hvis flere og flere politikere bliver så utrygge, at de enten dropper hele idéen med at være politisk aktive. Eller vælger at få hemmeligt telefonnummer eller adresse. Det vil være en katastrofe. For vores demokrati bygger jo netop på samtalen. At vi politikere er en del af vores lokale samfund. At mennesker nemt kan komme i kontakt med os. At vi interagerer for at undgå at ende oppe i elfenbenstårnene.

Hvad vil jeg med denne historie? Hvad er moralen? Jeg ved det ikke. Måske vil jeg gerne have truslerne ned i øjenhøjde, så vi politikere ikke bliver bange. Måske jeg bare vil sige, at jeg vidste hvad jeg gik ind til, da jeg blev politisk aktiv. Måske handler det om kriminalitet i al almindelighed – at vi bliver bange når vi ser historierne i medierne, selvom statistikkerne fortæller os, at kriminaliteten er faldende. Eller måske er det bare som det plejer: jeg har en historie, jeg gerne vil fortælle, uanset om der er en dybere mening eller ej.