Nu skal Thorning forklare uenighed om dagpenge

Det bliver en presset statsminister, der i dag tirsdag kl. 13 stiller op til spørgetime i Folketingssalen.

I går meldte socialdemokraternes boligordfører Jan Johansen ud, at han vil stemme for Enhedslistens forslag om at halvere genoptjeningsperioden for dagpenge fra 12 til seks måneder.

Derfor vil Helle Thorning Schmidt (S) blive udfordret på, hvorfor der ikke er fodslag i partiet på dagpengespørgsmålet, vurderer politisk redaktør på Kristeligt Dagblad Henrik Hoffmann-Hansen, overfor TV 2 NEWS.

- Der er ingen tvivl om, at hun vil blive udfordret på, at hun ikke kan holde samme på sit parti, og det vil være ubehagelig for hende igen at skulle tale om den her sag. Jeg tror allerhelst, at hun ville have at man ikke kom ind på dagpenge, men at det alene var noget man tog internt i finanslovsforhandlingerne og fik løst der, siger Henrik Hoffmann-Hansen.

Ingen konsekvenser for uromager

Han betegner det som usædvanligt, at en socialdemokrat stemmer imod partiet på så penibelt et spørgsmål, fordi der traditionelt i partiet er en stor partidisciplin.

Det er langt fra første gang, at et parti på Christiansborg er splittet inden en vigtig afstemning. I 2012 meldte Lisbeth Bech Poulsen fra SF ud, da SF stadig var i regeringen, at hun ville stemme imod regeringens skatteaftale. Det medførte hård kritik fra socialdemokraterne, og de fleste kan måske huske tv-billederne af en grådkvalt Lisbeth Bech Poulsen på Christiansborg efter et gruppemøde i SF, hvor hun blev banket på plads og alligevel valgte at stemme for.

- Her gør én af socialdemokraterne det samme, men nu lader man det ligge, for ikke at få ballade, vurderer Henrik Hoffmann-Hansen.

Jan Johansen har fĂĄet at vide, at han mĂĄ stemme som han vil, og gruppeformand Leif Lahn Jensen har sagt, at det ikke fĂĄr konsekvenser.

Kritik af Asyl-forvirring

En anden sag, som Helle Thorning skal forklare i dag i Folketingssalen, bliver regerings asyl-politik, vurderer Henrik Hoffmann-Hansen.

Regeringen har lagt op til, at krigsflygtninge – der ikke er individuelt forfulgte – først kan få familiesammenføring efter et år. På spørgsmålet om, hvorfor regeringen ikke har strammet asylreglerne yderlige, har Helle Thorning tidligere sagt, at Danmark har gjort det ”vi kan inden for konventionerne”.

Men i dag skriver Berlingske, at Justitsministeriet ikke har taget stilling til, om reglerne for familiesammenføring kan strammes til mere end et år.

- Jeg tror, at det bliver en spørgetime, som i høj grad kommer til at handle om familiesammenføringer, hvor man har sagt, at det kunne maksimalt blive et år, man kunne ikke gå længere for konventionerne. Man vil bore i, at i virkeligheden har man nok ikke ønsket noget svar fra Justitsministeriet, om at det faktisk godt kunne lade sig gøre. Bundlinjen er, at det her er et ømt punkt mellem de radikale og Socialdemokraterne, og politisk har der ikke været noget grundlag for at sige, at det skulle tage syv år, for eksempelvis at få familiesammenføring fra Syrien, som man åbenbart gør i Tyskland, siger Henrik Hoffmann-Hansen.

Du kan følge spørgetimen på TV2 NEWS fra kl. 12.30.