Borgmestre klar til opgør med flygtninges rettigheder

Kommunerne er klar med en række krav til regeringen, som blandt andet handler om at slække på flygtningenes rettigheder, skriver Morgenvisen Jyllands-Posten lørdag.

Det sker for at kunne håndtere den ekstraordinært store tilstrømning. Flygtninge kan undervise deres egne børn, kan nøjes med færre dansktimer og bør kunne bosættes i ghettoområder, hvor der i dag er flygtningeforbud. Sådan står der blandt andet på listen af forslag fra kommunernes forening, KL.

- Vi står i en særlig situation og er optagede af at løse opgaven. Men den har et omfang, som gør, at der skal noget helt specielt til, siger formanden for KL, Martin Damm (V), som på tirsdag skal mødes med regeringen og drøfte udfordringerne.

Samtidig stiller kommunerne et principielt spørgsmål: Skal vi overhovedet integrere flygtninge, hvis deres asyl er midlertidig? Kommunerne beder også danskere tage del i opgaven ved at arbejde frivilligt eller leje værelser ud til flygtninge.

Integrationsminister Manu Sareen (R) vender sig mod at lade flygtningene bo i ghettoerne:

- Vi har kæmpet i mange år for at vende udviklingen i de områder, og det er centralt, at vi arbejder for en bedre beboersammensætning. Det forslag trækker helt klart i den forkerte retning«, siger han.

Deltag i debatten om kommunernes udspil pĂĄ vores Facebook-side.

Kommunernes flygtningekrav

KL er klar med en række krav på flygtningeområdet, som regeringen må afklare. Herunder et overblik: 

Integration: Hvad skal målet med de midlertidige flygtninge være med henblik på integration?

Børn: Det bør overvejes, om flygtningene selv kan biddrage til løsninger i indsatser for børnene, feks. modersmålundervisning eller som støttepersoner. Derudover åbner KL for undvigelse af sprogfremmende undervisning på dansk. 

Kollektiver: Flygtninge presser boligmarkedet, så det bør overvejes om kollektiver og "flygtningelandsbyer" kan være en løsning.

Ghettoer: Kommunerne vil have mulighed for at undvige fra forbuddet om at anvise flygtninge til udsatte boligområder om nødvendigt. 

Lej et værelse: Oprettelse af en form for privat boligportal for flygtninge.

Lægetjek: Effektivisering af lægeligt tilsyn, som nu både foregår via screening i asylcentrene og praktiserende læger. Derudover vil kommunerne diskutere muligheden for ophævelse af krav om integrationsplaner og kontrakter.

Danskkurser: Nedsættelse fra integrationsprogrammets 37 ugentlige timer til 50 timers arbejdsmarkedsrettet danskundervisning for flygtninge med midlertidig asyl.

Placering: Kommunernes placering skal matche flygtningene bedre, så f.eks. familier med børn placeres i nærheden af hinanden.