V og LA afviser Helvegs vindeventyr: Det vil koste job

Det bliver urealistisk dyrt, hvis Danmark skal firedoble vindkraften for at blive fossilfri i 2050 uden olie, kul og gas. Samtidig sender det flere danske job til udlandet.

Det siger Venstres energiordfører, Lars Christian Lilleholt, der afviser et udspil fra klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), som i Politiken taler for at satte massivt på vindkraft og opføre en havvindmølle om ugen i 30 år.

Forleden foreslog ministeren at afvikle kul allerede i 2025, mens regeringen hidtil har satset på 2030 som slutdato.

- Det sender job ud af landet og ødelægger de produktive erhverv. Det skaber enorm usikkerhed i virksomheder, som har investeringsplaner i Danmark. Ministeren sender et rigtig skidt signal. Det handler mere om valgkamp, end noget, han tror, kan realiseres, siger Lars Christian Lilleholt.

Liberal Alliance er enig i, at Helveg sender en "kæmpe regning" til de danske forbrugere og virksomheder uden effekt på miljøet. Med EU's kvotesystem kan Bulgarien udlede samme mængde CO2, som Danmark sparer, siger energiordfører Villum Christensen.

- Vi skal selvfølgelig sørge for miljøet, men det er vigtigt, at vi bevarer jordforbindelsen, og ikke - ligesom regeringen - bliver forblændet af grøn galskab, siger Villum Christensen.

Derimod får Helveg støtte fra SF og Enhedslisten, som vil gå videre end vind.

- Enhedslisten er helt enig med Rasmus Helveg i, at vi skal satse på vind og ikke på biomasse i fremtidens energiforsyning. Der er imidlertid også brug for øget fokus på solenergi - ligesom brint formodentlig bliver vigtig, når vindenergien skal lagres, siger energiordfører Per Clausen (EL).

SF advarer dog klimaministeren mod at lade sit vindforslag skygge for en større klimaindsats, som partiet forhandler med regeringen om for at reducere CO2-udslippet med 40 procent i 2020, siger SF's energiordfører, Steen Gade.

- Vi ønsker scenariet: Vind plus. Vi har vindudbygning, men vi satser meget mere på sol. Det er mærkeligt, at regeringen tror så lidt på sol, når vi ser frem til 2050. Vi vil have mindre biomasse end i regeringens vindscenarie, siger han.

FAKTA: Se klimaministerens plan for kæmpevindmøller

Danmark skal satse på kæmpevindmøller frem mod 2050. Det mener den radikale klima- og energiminister, Rasmus Helveg Petersen.

Det er anden gang i denne uge, at ministeren kommer med en plan for klimaet. I tirsdags var det om en hurtigere udfasning af kul.

* Regeringen og Venstre er enige om, at Danmarks skal være fossilfrit i 2050, altså at der skal gælde et stop for brug kul og olie for at minimere belastningen på klimaet.

* Rasmus Helveg Petersen vil allerede i 2025 have kul udfaset helt. I det indgåede energiforlig skal kul være udfaset fem år senere - i 2030. Venstre afviser at fremrykke udfasningen.

* For at nå målene går klimaministerens forslag på, at vindenergien firedobles.

* Satser man på vindenergien, vil det betyde, at der skal sættes en havvindmølle op om ugen i 30 år.

* Havvindmøllerne er store møller og kan have en vingelængde på 80 meter, så vindmøllens vingefang er på over 160 meter.

* Højden på sådan en vindmølle er 220 meter op til øverste vingespids.

* Skal planen føres ud i livet, svarer det til at bygge en hel havvindmøllepark om året.

Kilde: Klima- og energiministeren, Politiken