EU-tvist afgjort: Milliard-rabat fra nytår

Hele regeringens planlagte milliardlempelse af PSO-afgiften på 13,2 milliarder kroner kan træde i kraft som planlagt den 1. januar 2015. Det skriver Børsen.

EU -Kommissionen meddelte i september, at dele af den danske PSO-ordning var konkurrenceforvridende og dermed stred mod EU-traktaten. Derfor kunne dele af den milliardstore lempelse til blandt andet erhvervslivet ikke træde i kraft som planlagt. Men ifølge Børsen er regeringen nu nået til enighed med EU-Kommissionen om at finde en løsning.

Helt konkret gik EU-Kommissionens bekymringer på, at den danske stat med ordningen pålægger udenlandsk produceret el samme afgifter som dansk produceret el. Problemet opstod, fordi indtægterne fra afgiften finansierer tilskud til vedvarende energi, men kun for danske el-producenter – og dermed var ordningen konkurrenceforvridende, mente EU-Kommissionen.

Ifølge Børsens oplysninger vil der derfor nu blive justeret en smule i PSO-afgiften, så udenlandske producenter af el får mulighed for at sælge grøn strøm til Danmark og samtidig får at få en lille andel af støttekronerne.

Springende punkt for Venstre i forhandlinger

Lempelsen af PSO-afgiften på 13,2 milliarder kroner var et springende punkt for Venstre i forhandlingerne om vækstpakke, som parterne indgik en rammeaftale om den 17. juni.

Først den 18. juni blev bl.a. Venstre orienteret om henvendelse fra EU-Kommissionen af klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen, hvilket fik Venstre til at beskylde regeringen for at føre oppositionspartiet bag lyset:

- Det havde gjort en klar forskel for Venstre i forhandlingerne om rammetalen, hvis vi havde fået den oplysning under forhandlingerne - vi havde jo selvfølgelig taget nogle forbehold og havde undersøgt, hvordan man så kunne lette virksomhedernes udgifter, når det nu viser sig, at der er problemer med den milliardlempelse, som vi aftalte, lød det blandt andet fra Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt, til tv2.dk i september.

Samtidig skabte Klima- og Energiministeriet forvirring om, hvorvidt hele lempelsen på 13,2 milliarder kroner ville blive udskudt på grund af henvendelse fra EU-Kommissionen. Således bekræftede ministeriet først, at hele lempelsen ville blive udskudt. Derefter vendte ministeriet rundt på en tallerken og meddelte, at det kun var en lille del af PSO-lempelsen, som ikke kunne træde i kraft, før sagen med EU var afklaret.

PSO-afgiften følger prisen på el

  • PSO-afgiften (Public Service Obligations-afgiften) blev indført 1998 som en ekstra afgift på elregningen i forbindelse med en aftale om liberalisering af energimarkederne
  • PSO-afgiften har haft sin nuværende udformning siden 2005.
  • Afgiften bliver opkrævet på både udenlandsk og dansk produceret el
  • Indtægterne fra afgiften bliver givet som et statsligt tilskud til danske producenter af vedvarende energi
  • De vedvarende energiproducenter såsom sol- og vindenergi modtager derfor et statsligt tilskud, der finansieres igennem PSO-afgiften
  • PSO'ens størrelse afhænger af prisen på el. Når elprisen falder 2 øre, stiger afgiften 1 øre. Når elprisen stiger 2 øre, falder PSO'en 1 øre
  • Venstre og regeringen indgik den 17. juni 2014 en rammeaftale som led i forhandlingerne om den kommende vækstpakke. Aftalen betyder en lempelse af PSO-afgiften på 13,2 mia. kr. fra 1. januar 2015 frem mod 2020