Samuelsen om millondyre asyllejre: Tallene er helt på månen

- Det giver ingen mening at bruge 2,7 millioner kroner om året på noget, som tyrkerne kan gøre for 12.000 kroner, og vi selv kan gøre for 200.000. Det svarer til at give hver eneste flygtning et parcel plus en million kroner skattefri ved siden af om året. De tal er helt på månen og kan ikke bruges til noget.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances politiske leder Anders Samuelsen, efter det er kommet frem, at det koster 2,7 millioner kroner pr. person for Australien at have 2227 asylansøgere i lejre, som landet har bygget uden for de australske grænser. 

Dog står Anders Samuelsen - sammen med Dansk Folkeparti - fast på forslaget om at Danmark også skal oprette lejre til asylansøgere i udlandet. Hvor Australien har opført sine lejre på små øer i Stillehavet i landene Papua Ny Guinea og Nauru, mener Anders Samuelsen, at Danmark kan oprette lejre i for eksempel Tyrkiet.

- Hvis man for eksempel tager Tyrkiet, så har New York Times beskrevet en lejr, der hedder Nizip, som betegnes som den bedst drevne asyllejr i verden. Børn får undervisning, voksne kan få trygt rundt, og familier kan være sammen næsten med det samme, siger Anders Samuelsen til TV 2 NEWS og fortsætter:

- Der er ingen grund til at bruge 2,7 millioner om året på noget, vi kan gøre trygt, sikkert, godt og i ordentlige rammer, for eksempel i Nizip. Luksusudgaven, som lejren bliver betegnet, koster 12.000 kroner om året. Det svarer til, at vi kan hjælpe næsten 16 gange så mange, som vi kan hjælpe herhjemme.

Dog har Tyrkiet netop taget imod omkring en million syriske flygtninge. Alligevel mener Anders Samuelsen, at Tyrkiet også kan tage imod flere.

- Selvfølgelig er det svært for Tyrkiet at løfte den opgave, især fordi de løfter den alene, fordi der ikke er nogen, der ikke rækker en hånd frem til dem. Der skal vi spørge os selv, hvis vi kan hjælpe 16 gange så mange, hvorfor skal vi så holde så desperat fast i, at vi kun kan hjælpe dem her?, siger Anders Samuelsen.