Her er Connie Hedegaards nye job

Den snart forhenværende EU-kommissær Connie Hedegaard skal være formand for en ny international miljøfond, som familien bag Velux står bag. Det skriver Berlingske Tidende.

Connie Hedegaard fortsætter altså med at beskæftige sig med klima- og miljøområdet, når hun efter fem år siger farvel til jobbet som EUs klimakommissær.

Efter nytår tiltræder hun som formand for den nyetablerede international miljøfond. Fonden får navnet Kann Foundation og stiftes af Villum Fonden, der er hovedaktionær i VKR Holding, som blandt andet ejer Velux.

Hensigten er at skyde 100 millioner kroner om året i fonden de kommende ti år – altså samlet en milliard kroner. De mange penge skal gå til at støtte internationale indsatser, som tænker klima, miljø og bæredygtighed sammen med økonomisk vækst.

- Det er ikke hver dag, at en privat familie i Danmark siger, at den vil bruge en milliard kroner på klima og miljø. Velux-fondene står for kvalitet, og de vil virkelig gerne bruge deres penge på noget, der gør en forskel, og det er derfor, at jeg har sagt ja, fortæller Connie Hedegaard til Berlingske.

Dermed ser det ud som om alle spekulationer om en tilbagevenden til dansk politik for Connie Hedegaard kan lægges i graven.