Uddrag: Læs første kapitel af ny Løkke-fortælling
Herunder bringer tv2.dk et uddrag af "Aftalen i Kælderen" - en ny e-bog om det dramatiske forløb i Venstre, der tidligere på året var ved at koste Lars Løkke Rasmussen posten som partiformand og blå bloks statsministerkandidat.
E-bogen er udgivet af forlaget Zetland, og du kan købe den her.
************
Kapitel 1. Fødselsdag
SNAKKEN FORSTUMMEDE blandt de omkring 300 gæster, da Reimer Bo Christensen tog ordet.
Det var torsdag den 15. maj, og i det hvidmalede festlokale i Marketenderiet i Valby var fejringen af Lars Løkke Rasmussens 50-års fødselsdag i fuld gang. I lyset fra den ene langside af vinduer stod prominente erhvervsledere, pressefolk og et hav af politikere langs væggene, og rundtom i hjørnerne samledes små grupper af mennesker med vinglas i hånden, klar til at skåle for Venstres formand. Talerækken havde været lang. Igen og igen blev Løkke Rasmussens store, politiske bedrifter fremhævet. Fra ung kommunalpolitiker til markant folketingsmand, minister og siden formand for Venstre.
Reimer Bo Christensen, der var toastmaster til receptionen, præsenterede den næste taler, Carl Holst, som en god ven af Lars Løkke Rasmussen.
Fødselaren stod, iført et mørkeblåt jakkesæt og silkeslips, med vægten på det ene ben og en hånd i lommen. Han så på Carl Holst, hans gamle ven fra tiden i Venstres Ungdom i 1980’erne. De to havde holdt sammen siden ungdomsårene, og nu var den ene formand for Venstre, mens den anden var formand for Region Syddanmark.
“Sidste weekends aviser havde meget om statsmanden Lars Løkke,” sagde Carl Holst.
”Hans politiske holdninger, gældende nu og ikke mindst for fremtiden. Denne uges aviser har mest bare handlet om lille Lars fra Græsted.”
“Men det er den samme Lars Løkke, vi taler om, og derfor er der mange, der spørger, hvem er Lars egentlig? Svaret på det spørgsmål er enkelt,” fortsatte han.
”Lars er et renæssance-menneske.”
“De havde stor idérigdom, virketrang, fantasi og nytænkning i Renæssancen. Men også en sprudlende væremåde og levevis,” fortalte han.
“De gav deres tid et helt nyt præg. Det er de folk, Lars har fællestræk med.”
Lars Løkke Rasmussen havde altid haft viljen og evnen til at finde udveje på samfundets udfordringer, uddybede Carl Holst. Han var fri for vanetænkning og åben overfor en ny tids krav og muligheder. Carl Holst henviste til Løkkes fortid som spejder. Han sagde:
“Det er derfor, det er spændende og udfordrende at være med i den trop, du er tropsfører for, Lars.”
Undervejs satte Lars Løkke Rasmussen armene over kors og så en anelse skeptisk ud. Ikke mindst, da Carl Holst sagde:
“Vi ved jo alle – at har man renæssance-menneskets træk i sin daglige adfærd, kan man let komme til at støde folk og støde en fornuftig forsigtighed til side.”
Ingen andre i den lange række af talere havde så meget som antydet det, de allesammen tænkte på. To dage tidligere havde Ekstra Bladet på forsiden med fede versaler fortalt, hvordan Venstre havde indkøbt tøj for store summer til Lars Løkke. “Ny bilagsbombe under Løkke. Købte tøj og sko for 152.000”, stod der.
Henover ti måneder i 2010 og 2011 ekviperede partiet Lars Løkke i herretøjsbutikken Zornig på Frederiksberg, fortalte avisen. 28 skjorter, ni jakkesæt, ni par bukser, 21 slips, syv par sko, 17 par strømper og otte boksershorts. Meget af det skræddersyet. Det var aldrig sket før i Danmarks største og ældste parti, at så mange penge var brugt på formandens garderobe, og det var ikke gået ubemærket hen.
For den politiske ordfører Inger Støjberg betød det, at hun tilbragte det meste af receptionen med journalister i røret. Hun stod udenfor og afviste, at der var noget at komme efter, mens der indendøre blev hilst og skålet.
Selvom ingen af gæsterne direkte nævnte Ekstra Bladets afsløringer under fejringen, summede krogene alligevel af lavmælt snak om tøjsagen. Hvad var op og ned? Hvad mente baglandet, og hvad ville vælgerne mene, når de ti dage senere skulle sætte kryds ved valget til Europaparlamentet? Ingen havde klare svar.
Endelig tog Lars Løkke selv ordet. Han ville gerne takke de fremmødte og fremhævede en passage fra sin debatbog ’Hvis jeg bliver gammel’.
“I bogen anpriste jeg det frie valg i et kapitel, der bærer titlen 'Retten til at kunne vælge - eller om opgøret med pligten til at bruge kommunalt stangtøj, når man kan få det skræddersyet'," læste Lars Løkke højt.
Latteren brød ud flere steder i lokalet. Lars Løkke talte også om de politiske udfordringer, Danmark stod overfor.
“Jeg ved ikke, om jeg tør sige det, men nu handler det om at komme i arbejdstøjet,” sagde han.
*
SAMME AFTEN HAVDE VENSTRE arrangeret en fødselsdagsfest for Lars Løkke Rasmussen. Venstres folketingsmedlemmer og deres partnere mødtes med Lars Løkkes venner og familie. Der var ingen bordkort, så folk satte sig, som de kom, ved tre langborde. Ved bordet i midten sad Lars Løkke med sin hustru, Sólrun Løkke Rasmussen, ved sin side. Over for ægteparret sad Carl Holst med sin ægtefælle, Lone Holst. Flere steder ved bordene kæmpede partikolleger gennem flere år med at finde et samtaleemne. Hos flere kredsede tankerne om tøjsagen.
Humøret røg dog et hak op, da folketingspolitikerne Jakob Ellemann-Jensen og Jan E. Jørgensen trådte ind i lokalet, udklædt som de nordsjællandske snobber Fritz og Poul fra satireprogrammet Rytteriet. Iført pastelfarvede poloer og charmeklude lagde de ud med at causere over den daværende formand for De Konservative, Lars Barfoed.
“Det er sgu da søde Lars. Vi stemmer på dig,” sagde Jan E. Jørgensen, der spillede snobben Poul. “Det er godt, vi ikke er så mange, det kan også blive for folkeligt,” fulgte snobben Fritz op i form af Jakob Ellemann-Jensen. Derefter kom turen til Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard, der er uddannet hjemmehjælper. Hun blev kaldt den au pair, kommunen sendte til dem, der ikke selv havde råd. Fritz Schur, der selv sad til
bords den aften, fik også et par ord med på vejen, og endelig kom turen til partiformandens hustru, Sólrun Løkke Rasmussen.
Jan E. Jørgensen, udklædt som snobben Poul, spurgte, om hun ikke havde været au pair hos ham engang. Hun kom vist fra en af de der små øer, Seychellerne eller Færøerne eller sådan noget, sagde han.
Sólrun Løkke Rasmussen lo og afviste påstanden.
“Nå, jamen så har vi nok bare bollet en gang. Var det ude på et kollegie på Amager?” spurgte Poul med henvisning til kollegiet på Frankrigsgade på Amager, hvor Lars Løkke gav sin kommende hustru det første kys i 1989.
Jakob Ellemann-Jensen, der spillede rollen som Fritz, nævnte derefter den tidligere SF-leder Annette Vilhelmsens Zornig-sag, hvor hun blev beskyldt for på forhånd at love en million til et velgørende projekt på et tidspunkt, hvor der ikke havde været ansøgningsfrist til pengene endnu. Jakob Ellemann-Jensen, der var klædt ud som Fritz, så på Lars Løkke.
“Hun var ikke klædt ordentligt på af sit embedsværk. Det sker ikke for Lars. Han er altid klædt ordentligt på,” sagde han.
Jan E. Jørgensen stemte i med snobben Pouls karakteristiske stemmeføring:
“Ja, det sørger de søde mennesker i Venstre for.”
Stemningen løftede sig i løbet af aftenen. Skuespiller og sanger Flemming Enevold optrådte, og flere gange blev der sunget folkeviser. Lars Løkke sang højt og tydeligt med under Per Dichs “Sådan er kapitalismen” fra 1966.
“Sådan er kapitalismen, utak er de armes løn, det' de riges paradis, men jeg syn's fan'me det er synd,” rungede det gennem festsalen.
Alvoren sneg sig ind i selskabet, da Lars Løkkes lillebror, Knud Løkke Rasmussen, opfordrede selskabet til at stå sammen mod Ekstra Bladet.
Hele aftenen sad Lars Løkke ved siden af Sólrun Løkke Rasmussen. Da Knud Løkke Rasmussen gav hende ordet, blev der helt stille i lokalet. I sin tale sagde hun, at det aldrig var kedeligt med Lars. At hun havde fået meget mere og noget helt andet, end hun havde forestillet sig.
Sólrun Løkke Rasmussen nævnte ikke tøjsagen, men hun sagde, at det ”blæste lidt om ørene på familien i øjeblikket”.
Hun var dog ikke i tvivl om, at de nok skulle komme igennem det.
“Hvis modgang gør stærk, så er jeg ikke i tvivl om, at vi er en af de stærkeste familier i Danmark med alt det, som vi har været igennem,” sagde hun.
Lars Løkke havde tårer i øjnene, da han så op på sin hustru.
Der, midt i fødselsdagsfejringen, vidste ingen af dem, at tøjsagen skulle blive det tætteste, Lars Løkke Rasmussen ville komme på sin egen politiske død.
Omkring klokken to var der ikke mange mennesker tilbage, og en mindre gruppe tog taxaer til Lars Løkkes lejlighed i Nyhavn i det indre København.
Lars Løkke sluttede sin 50-års fødselsdag sammen med sin kone, Sólrun, lillebroren, Knud, Venstres gruppesekretær, Lars Christian Lilleholt, hans kone, Jane Lilleholt, samt folketingsmedlemmerne fra Venstre Tina Nedergaard og Sophie Løhde. Tv-værten Reimer Bo Christensen var også med i Nyhavn i de tidlige morgentimer.
Lars Løkke virkede bekymret. Reimer Bo Christensen tog sin harmonika frem og spillede ”Nu går våren gennem Nyhavn”.
Da efterfesten sent om natten lukkede ned, var Lars Løkke på vej ind i tre uger, som skulle afgøre hans politiske fremtid.
Hvornår Lars Løkkes troværdighedskrise begyndte, kan man diskutere. Nogle fremhæver rodet med fadølsbilag fra tiden som amtsborgmester. Andre peger på GGGI-sagen, hvor Løkkes dyre flyrejser satte dagsordenen i ugevis.
Flere forklarer det historiske opgør, der fulgte, som en direkte konsekvens af Lars Løkkes svageste side som politiker:
Hans gentagne økonomiske fumlerier. Hans støtter vil nævne en langt mere præcis dato for krisens start, nemlig den 13. maj, da Ekstra Bladet første gang skrev om Løkkes tøjindkøb. Allerede næste morgen ventede nye afsløringer.