Lidegaard efter nyt møde med ambassadør: Forventede intet nyt

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har fredag morgen holdt et kort møde med den tyrkiske ambassadør i Danmark, Mehmet Dönmez. Her har man endnu engang diskuteret løsladelsen af den 27-årige formodede attentatmand til et drabsforsøg på forfatteren Lars Hedegaard fra et tyrkisk fængsel.

Martin Lidegaard leverede det budskab, Udenrigspolitisk Nævn var blevet orienteret om torsdag - nemlig at Danmark er klar til at bringe løsladelsen op i Europarådet og ind i diskussionen om Tyrkiets mulige optagelse i EU.

 - Jeg har fortalt, at Danmark nu forventer, at Tyrkiet leverer alle oplysninger i sagen, så vi kan for opklaret, hvad der nu er sket, så vi kan få genetableret et godt forhold mellem landene.

 - Der kom ikke noget nyt frem på mødet, men det var heller ikke forventelig, siger Martin Lidegaard.

Efter et møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn torsdag vil den danske regering tage sagen om Tyrkiets pludselige løsladelse af den formodede attentatmand op i EU.

- Vi vil rejse det her i EU-sammenhæng, når talen kommer på, om Tyrkiet lever op til de standarder, man skal leve op til for at blive medlem af EU. Det finder sted i slutningen af oktober, sagde udenrigsministeren efter mødet.

Dansk advokat har intet hørt

Ifølge det tyrkiske udenrigsministerium blev beslutningen om at løslade den danske statsborger truffet af det tyrkiske retsvæsen, men mandens danske forsvarsadvokat stiller sig stærkt tvivlende over for den udmelding:

- Jeg ville nok bede om at få dokumentation for de oplysninger. Jeg har ikke set noget dokumentation. Jeg ved heller ikke, om han faktisk er en fri mand. Jeg fik oplyst via hans familie i Danmark, at han ville kontakte mig, men det har jeg ikke gjort, sagde Thorkild Høyer til TV 2 torsdag.

Han sagde videre

- Jeg ved ikke, hvor han er – eller om han er anbragt i et tredje og hemmeligt fængsel. Jeg er utryg ved situationen på hans vegne.